Alle morgenrutinerne er jo efterhånden helt på plads, så det er helt underligt først at skulle køre 7.30 i dag. Til gengæld har jeg meldt mig til at hjælpe med at tage cyklerne ud kl. 6. De står stakket i et stort mørkt rum, så det ville blive totalt kaos, hvis hver skulle hente sin cykel.
Vi er klar kl. 7.30 - eller næsten. Der mangler lige Mikkelsen, som nogen går ind for at hente. Han er der få minutter senere. Muligvis ikke helt ædru. Han fumler i hvert fald med hjælmen, så han taber den, og bliver sendt ned bagved i feltet. Det er ham, der hedder Hans, og er med på vores ekstra trækker hold i midten. I stedet får vi Brian Kofoed og det passer fint, for både han og jeg kan hjælpe Roland, når/hvis Henry skal have hjælp.
Det går fint mod Byernes By. Der er nogle kun nogle få stejlere stigninger, hvor jeg er heldig at få tjansen, med Roland på én af dem. Og så på et par mindre. Det at have opgaver, gør at turen går hurtigere. Det virker i hvert fald sådan.
Der er kun et enkelt depot efter 64 km. Til gengæld et par ekstra tissepauser, så folk kan få tisset af, inden vi for alvor kører ind i Paris. Der kommer en forstad, hvor jeg tænker, at her begynder Paris nok, men siden kommer der marker og skov igen, så det var falsk alarm.
Men omsider er det bymæssig bebyggelse hele tiden, og der kommer lyskurve og vi øver os i at "pakke". Normalt kører vi jo 2 og 2, men når der er vognbaner ved lyskurvene trækker vi feltet sammen, ved at køre frem i 4-5 rækker. Herved bliver feltet meget kortere, og vi forhindrer køretøjer i at mase sig ind imellem os. Der er ikke noget helt fast system for det, men man mærker sig, hvem det er man ligger bag og skal lade køre først, når der bliver grønt.
På denne måde kommer vi frem til det gamle kvægtorv, hvor samtlige Rynkeby ryttere skal samles. Vi har en plads, hvor vi skal lægge cyklerne. Vi skal køre som hold 4 af de 38 hold.
Der er mødt pårørende op allerede her. Vi er blandt de første hold, der ankommer, men inden længe fyldes pladsen op. Finner, svenskere, nordmænd og færinger - og så selvfølgelig alle danskerne. Jeg går ud for at lede efter min islandske ven - Larus. Han bor i Danmark og kører med for Vordingborg. Jeg kom til at snakke med ham, da de besøgte os på Bornholm. Og tilfældigvis skulle jeg med den samme færge til Køge som dem. Så der fik vi talt endnu mere. Det er meningen, at han og en islandsk ven (der bor i Island), skal starte et islandsk hold til næste år.
Jeg finder ham og vi gratulerer hinanden med gennemførelsen.
Så starter den store parade. Vi skal køre 4 og 4 med mændene yderst og damerne inde imellem - så vidt muligt. Jeg synes ikke jeg får kuldegysninger eller at hårene rejser sig nogen steder. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at cykle alene rundt i Paris og se på byen. Vi skal sørge for, at der ikke kan presse sig køretøjer ind imellem, så "kæden skal holdes stram" hele tiden. Det betyder at man skiftevis kører og standser næsten helt op. Vi har kørt adskillige kilometer, før jeg første gang klikker i med begge
pedaler - og kun af kortere varighed.
Det er stegende varmt - 30 gr. siger nogle. Vi kommer forbi Notre Dame og Concorde pladsen, men
man skal hele tiden koncentrere sig umådeligt om kørslen. Det er mere en prøvelse end en nydelse.
Omsider når vi frem til den endelige destination et græsområde, hvor hvert hold har sin baldakin hvor under champagne m.m. står klar. Først skal vi dog igennem en lille sti, hvor de pårørende står som på en bjergetape omkring os. Heldigvis gælder det ikke om at komme først, så var der nok røget nogle tilskuere.
Jeg ved ikke hvad det er vi drikker, ikke champagne i hvert fald, men passende til at fejre de tilbagelagte 1300 km. Der er også kransekage. Og i den anden ende af pladsen et længe ventet toilet.
Henry render rundt og leder efter konen, der skulle være på vej i en taxa. Af de øvrige pårørende kender jeg efterhånden nogle af dem.
Vi følger tidsplanen og skal snart videre, mens Henry stadig ikke har fået kontakt, og vi må efterlade ham. Senere erfarer jeg, at man åbenbart har aftalt, at de kan komme med i mekaniker bilen. Vi kører til hotellet og direkte ned i kælderen, hvor der nu skal pakkes om, så den bagage der skal hjem med lastbilen kan blive pakket med det samme, ligesom cyklen bliver sat på lastbilen. Mit eneste problem er at jeg ikke kan finde kameraet, som længe har ligget løst i den store taske. Jeg kan ikke mærke det nogen steder - men måske er det der - det vil vise sig, når jeg er kommet hjem.
Så skal vi mådes på en restaurant i Boulevard Hausmann kl. 21, og nu er der tid til et par timer for sig selv. I mit tilfælde helt alene, da Thomas har værelse sammen med kæresten, der er kommet herned.
Jeg havde tænkt mig at gå de 3,5 km til restauranten og når at få et kort i receptionen og få hende til at vise mig, hvor vi er, så spørger Bjarne, som har kørt som mekaniker, og sønnen Patrick, om jeg vil køre med til restauranten, for de har allerede bestilt en taxa.
Jeg er ikke sen til at ombestemme mig, selv om jeg egentlig havde glædet mig at skulle ud i Paris på egen hånd med kort. Men det her vil gøre tingene dejligt simple. Så jeg lader mig endnu engang føre af sted.....
Det er på Hotel Ambassador, som er lige så fint, som navnet lyder. Der er virkelig stil over det. Vi starter med champagne - ægte - mindre kan ikke gøre det. For de fleste er det nok også en forløsning at være nået frem - at have gjort det!!! Jeg føler mig ikke ekstatisk på nogen måde. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt tvivlet på at jeg kunne gennemføre.
Middagen er kød, kød og chokoladetærte. Rent kulinarisk er det ikke den rette kombination, men erfaringen siger, at folk vil have rødt kød efter 8 dage med kylling og gris. Der er langt over 100 mennesker, vi er ikke mange, der ikke har pårørende, der er kommet for at tage imod. Det generer mig nu ikke.
Der er også mange, der vil sige noget. Angelo - kaptajnen - naturligvis og Ole, der har ligget lige bag trækker holdet og forsøgt at holde dem i ave af hensyn til dem, der har det hårdt, og derfor ligger oppe foran. Og adskillige andre. Det er vist kun Klaus Vesløv, der er af os nye, ellers er det den gamle garde.
Vi har vist været det hurtigste hold i flere år. Men er det et mål i sig selv? Vi har fået alle med, men hvordan har dem, der er blevet skubbet og trukket, det med det? Kunne alle ikke være kommet frem ved egen hjælp indenfor tidsgrænsen?
For mange har målet slet og ret været at gennemføre. Personligt har jeg vist ikke et sekund været i tvivl om, at det kunne jeg, Så jeg har gerne villet sætte et eller andet aftryk. Det fik jeg lejlighed til, da vores midter trækker hold blev dannet. Det trækker hold jeg oprindelig var på fik kun lejlighed til at fungere én gang. Jeg ved ikke hvorfor og heller ikke HVEM der så har ligget foran. Vist kun hold 1 og 2 af de 4 hold. Da jeg spurgte Tony, lød det som om, han havde været på hele vejen.
Det at have en opgave undervejs, eller i mit tilfælde egentlig to, har fået turen til at gå lettere og samtidig fået mig til at føle, at jeg kunne bidrage med noget til holdet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar