Dag 4 Fra Hotel Seeblick til Haus Duden nær Wesel

Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på
én gang. Den storetaske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og  briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat min store taske, så rulles bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.

Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis  farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.

Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Tecklenburg, hvor vejen gennem en slugt snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene på, hen over motorveje, som man spekulerer på, hvor fører hen? Og over kanaler og floder. Floderne er der dog normalt navn på. Mittellandkanal har vi også
hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?

For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.

182 km.