Der er adskillige kortere stop i nattens løb, hvor jeg har mulighed for at købe noget at spise, men jeg har ikke lyst til at spise, så jeg bliver ved med at udskyde det, til det er for sent, eftersom vi kun sætter passagerer af og på i Bremen, Hamburg og Lübeck. Så nu er klokken blevet 12.30, og jeg har kun lidt vand at drikke. Men vi er også ved færgen. Der var lige en times interessant afbrydelse i Heiligenhafen. Jeg undrede mig først over, hvorfor vi drejede af? Indtil jeg så en bil foran fra det tyske tollamt med et skilt: "Follow me" på taget.
Der holdt allerede én bus, så vi ventede et kvarters tid på at den blev færdigbehandlet. Der var 8-10 bevæbnede politifolk og toldere. Først skulle vi 2 af gangen stige ud med vores habengut og tage vores øvrige bagage med hen til gennemlysning som i lufthavnen. Dernæst blev vi sendt ind for at vente i en garage, hvor nogle enkelte fik gennemrodet bagagen. Vi andre stod bare og ventede. Der var vist et toilet på den anden side af bygningen for folk rendte af sted i tide og utide. Da alle var ude, fandt man en kuffert uden ejermand. Abdullah.... et eller andet. Ingen ville kendes ved den eller navnet. Den blev gennemrodet, men de fandt vist ikke noget for i sidste ende fik chaufføren den med igen. Det er lidt mærkeligt at standse en bus, der nærmest er på vej ud af landet. Gad vide om det er gengældelse, fordi tyskerne skal vise pas til Danmark? Og pas skulle vi ikke engang vise, havde det så bare været det.
Omsider kommer vi på færgen, og jeg kan stille mig i kø i cafeteriaet Da jeg kommer frem kaster jeg mig over herlighederne: frugtsalat, en sandwich med ost, skinke og tomat, en juice, et kæmpe stykke kage med kirsebær og en cappucino. Euro har jeg masser af. Det er kun lige, jeg kan nå at få det ned og nå på toilettet og få spist min halve pille, inden vi er ovre.
I Bremen kom der en ny ung mand ved siden af mig. Nu taler jeg til ham, og han viser sig at være fra Brasilien. Har været udvekslingsstudent i München og har studeret et år i Bremen. Nu skal han på en mindre rundtur inden han skal hjem. 3 dage i København, 2 dage i Malmö, 4 dage i Stockholm og så til sidst til Moskva. Jeg fortæller om Danmark og de ting vi kører forbi, og han fortæller om Brasilien og på den måde går tiden hurtigt fra færgen til Hovedbanen. Shaver hedder han, jeg har ikke set det på tryk, men han har fået min mail-adresse.
tirsdag den 19. juli 2016
Dag 9 Sidste dag i Paris
Da jeg om morgenen spørger efter et teknisk museum i receptionen, kan hun ikke hjælpe mig. Så spørger jeg efter et turistkontor, og hun indtegner ét på Concorde Pladsen. Udenfor møder jeg nogle af de andre og siger, at hvis jeg havde haft en computer, skulle jeg da hurtigt selv havde fundet det. Jamen der er computere indenfor, siger Roland og trækker mig med ind. Der er to. Og de er desværre besat af nogle drenge, der spiller spil. Jeg spørger høfligt, om det mon varer 1 eller 3 minutter, før den ene af dem er færdig. 10 mener han. Han er stor og lasket og øretæveindbydende. Jeg afholder mig dog fra at gå til yderligheder, og går i stedet hårdere til de andre ved simpelthen at sige, at jeg skal bruge computeren til at søge efter noget. De søde unge mennesker flytter sig straks, og det tager mig virkelig kun få sekunder at finde det. Også fordi jeg kunne huske ca. hvor det lå. Jeg skulle nok have kaldt det et science center og ikke et teknisk museum.
Der er en opstilling som den jeg fik ide til, da jeg gik på værkstedsskole i 90'erne. Og hvor jeg fik lavet "slæden" men siden gik i stå. Den skulle vise princippet i parallakse metoden som man kan anvende til at finde afstande til de nærmeste stjerner.
Jeg har en fin dag dér indtil ved halv fire-tiden, hvor jeg kører ind til centrum og går rundt langs Seinen og ved Notre Dame og nyder en kort stund at være turist sammen med alle de andre turister. Det er stegende varmt.
Jeg finder ud til busstationen ved Galieni, man skal være der en time før til check-in. Der møder jeg en anden dansker, som skal med samme bus. Han har været ude at sejle med et stort sejlskib fra Antwerpen til Brest. Check-in til Copenhague starter først 18.15 selv om bussen skal køre kl.19.
Klokken bliver 19 uden at der sker noget. På et tidspunkt dukker der én op der på gebrokkent tysk taler til de nærmest stående. Jeg hører "stau" og "minuten". En anden dansker mener, han sagde 30 min.
Omsider dukker der én op, som åbenbart er chaufføren. Han er østeuropæer af en slags, men det skal han ikke lastes for. Vi kommer af sted 50 min forsinket.
Der er en opstilling som den jeg fik ide til, da jeg gik på værkstedsskole i 90'erne. Og hvor jeg fik lavet "slæden" men siden gik i stå. Den skulle vise princippet i parallakse metoden som man kan anvende til at finde afstande til de nærmeste stjerner.
Jeg har en fin dag dér indtil ved halv fire-tiden, hvor jeg kører ind til centrum og går rundt langs Seinen og ved Notre Dame og nyder en kort stund at være turist sammen med alle de andre turister. Det er stegende varmt.
Jeg finder ud til busstationen ved Galieni, man skal være der en time før til check-in. Der møder jeg en anden dansker, som skal med samme bus. Han har været ude at sejle med et stort sejlskib fra Antwerpen til Brest. Check-in til Copenhague starter først 18.15 selv om bussen skal køre kl.19.
Klokken bliver 19 uden at der sker noget. På et tidspunkt dukker der én op der på gebrokkent tysk taler til de nærmest stående. Jeg hører "stau" og "minuten". En anden dansker mener, han sagde 30 min.
Omsider dukker der én op, som åbenbart er chaufføren. Han er østeuropæer af en slags, men det skal han ikke lastes for. Vi kommer af sted 50 min forsinket.
lørdag den 16. juli 2016
Dag 8 Fra Essômes sur Marne til Paris
Alle morgenrutinerne er jo efterhånden helt på plads, så det er helt underligt først at skulle køre 7.30 i dag. Til gengæld har jeg meldt mig til at hjælpe med at tage cyklerne ud kl. 6. De står stakket i et stort mørkt rum, så det ville blive totalt kaos, hvis hver skulle hente sin cykel.
Vi er klar kl. 7.30 - eller næsten. Der mangler lige Mikkelsen, som nogen går ind for at hente. Han er der få minutter senere. Muligvis ikke helt ædru. Han fumler i hvert fald med hjælmen, så han taber den, og bliver sendt ned bagved i feltet. Det er ham, der hedder Hans, og er med på vores ekstra trækker hold i midten. I stedet får vi Brian Kofoed og det passer fint, for både han og jeg kan hjælpe Roland, når/hvis Henry skal have hjælp.
Det går fint mod Byernes By. Der er nogle kun nogle få stejlere stigninger, hvor jeg er heldig at få tjansen, med Roland på én af dem. Og så på et par mindre. Det at have opgaver, gør at turen går hurtigere. Det virker i hvert fald sådan.
Der er kun et enkelt depot efter 64 km. Til gengæld et par ekstra tissepauser, så folk kan få tisset af, inden vi for alvor kører ind i Paris. Der kommer en forstad, hvor jeg tænker, at her begynder Paris nok, men siden kommer der marker og skov igen, så det var falsk alarm.
Men omsider er det bymæssig bebyggelse hele tiden, og der kommer lyskurve og vi øver os i at "pakke". Normalt kører vi jo 2 og 2, men når der er vognbaner ved lyskurvene trækker vi feltet sammen, ved at køre frem i 4-5 rækker. Herved bliver feltet meget kortere, og vi forhindrer køretøjer i at mase sig ind imellem os. Der er ikke noget helt fast system for det, men man mærker sig, hvem det er man ligger bag og skal lade køre først, når der bliver grønt.
På denne måde kommer vi frem til det gamle kvægtorv, hvor samtlige Rynkeby ryttere skal samles. Vi har en plads, hvor vi skal lægge cyklerne. Vi skal køre som hold 4 af de 38 hold.
Der er mødt pårørende op allerede her. Vi er blandt de første hold, der ankommer, men inden længe fyldes pladsen op. Finner, svenskere, nordmænd og færinger - og så selvfølgelig alle danskerne. Jeg går ud for at lede efter min islandske ven - Larus. Han bor i Danmark og kører med for Vordingborg. Jeg kom til at snakke med ham, da de besøgte os på Bornholm. Og tilfældigvis skulle jeg med den samme færge til Køge som dem. Så der fik vi talt endnu mere. Det er meningen, at han og en islandsk ven (der bor i Island), skal starte et islandsk hold til næste år.
Jeg finder ham og vi gratulerer hinanden med gennemførelsen.
Så starter den store parade. Vi skal køre 4 og 4 med mændene yderst og damerne inde imellem - så vidt muligt. Jeg synes ikke jeg får kuldegysninger eller at hårene rejser sig nogen steder. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at cykle alene rundt i Paris og se på byen. Vi skal sørge for, at der ikke kan presse sig køretøjer ind imellem, så "kæden skal holdes stram" hele tiden. Det betyder at man skiftevis kører og standser næsten helt op. Vi har kørt adskillige kilometer, før jeg første gang klikker i med begge
pedaler - og kun af kortere varighed.
Det er stegende varmt - 30 gr. siger nogle. Vi kommer forbi Notre Dame og Concorde pladsen, men
man skal hele tiden koncentrere sig umådeligt om kørslen. Det er mere en prøvelse end en nydelse.
Omsider når vi frem til den endelige destination et græsområde, hvor hvert hold har sin baldakin hvor under champagne m.m. står klar. Først skal vi dog igennem en lille sti, hvor de pårørende står som på en bjergetape omkring os. Heldigvis gælder det ikke om at komme først, så var der nok røget nogle tilskuere.
Jeg ved ikke hvad det er vi drikker, ikke champagne i hvert fald, men passende til at fejre de tilbagelagte 1300 km. Der er også kransekage. Og i den anden ende af pladsen et længe ventet toilet.
Henry render rundt og leder efter konen, der skulle være på vej i en taxa. Af de øvrige pårørende kender jeg efterhånden nogle af dem.
Vi følger tidsplanen og skal snart videre, mens Henry stadig ikke har fået kontakt, og vi må efterlade ham. Senere erfarer jeg, at man åbenbart har aftalt, at de kan komme med i mekaniker bilen. Vi kører til hotellet og direkte ned i kælderen, hvor der nu skal pakkes om, så den bagage der skal hjem med lastbilen kan blive pakket med det samme, ligesom cyklen bliver sat på lastbilen. Mit eneste problem er at jeg ikke kan finde kameraet, som længe har ligget løst i den store taske. Jeg kan ikke mærke det nogen steder - men måske er det der - det vil vise sig, når jeg er kommet hjem.
Så skal vi mådes på en restaurant i Boulevard Hausmann kl. 21, og nu er der tid til et par timer for sig selv. I mit tilfælde helt alene, da Thomas har værelse sammen med kæresten, der er kommet herned.
Jeg havde tænkt mig at gå de 3,5 km til restauranten og når at få et kort i receptionen og få hende til at vise mig, hvor vi er, så spørger Bjarne, som har kørt som mekaniker, og sønnen Patrick, om jeg vil køre med til restauranten, for de har allerede bestilt en taxa.
Jeg er ikke sen til at ombestemme mig, selv om jeg egentlig havde glædet mig at skulle ud i Paris på egen hånd med kort. Men det her vil gøre tingene dejligt simple. Så jeg lader mig endnu engang føre af sted.....
Det er på Hotel Ambassador, som er lige så fint, som navnet lyder. Der er virkelig stil over det. Vi starter med champagne - ægte - mindre kan ikke gøre det. For de fleste er det nok også en forløsning at være nået frem - at have gjort det!!! Jeg føler mig ikke ekstatisk på nogen måde. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt tvivlet på at jeg kunne gennemføre.
Middagen er kød, kød og chokoladetærte. Rent kulinarisk er det ikke den rette kombination, men erfaringen siger, at folk vil have rødt kød efter 8 dage med kylling og gris. Der er langt over 100 mennesker, vi er ikke mange, der ikke har pårørende, der er kommet for at tage imod. Det generer mig nu ikke.
Der er også mange, der vil sige noget. Angelo - kaptajnen - naturligvis og Ole, der har ligget lige bag trækker holdet og forsøgt at holde dem i ave af hensyn til dem, der har det hårdt, og derfor ligger oppe foran. Og adskillige andre. Det er vist kun Klaus Vesløv, der er af os nye, ellers er det den gamle garde.
Vi har vist været det hurtigste hold i flere år. Men er det et mål i sig selv? Vi har fået alle med, men hvordan har dem, der er blevet skubbet og trukket, det med det? Kunne alle ikke være kommet frem ved egen hjælp indenfor tidsgrænsen?
For mange har målet slet og ret været at gennemføre. Personligt har jeg vist ikke et sekund været i tvivl om, at det kunne jeg, Så jeg har gerne villet sætte et eller andet aftryk. Det fik jeg lejlighed til, da vores midter trækker hold blev dannet. Det trækker hold jeg oprindelig var på fik kun lejlighed til at fungere én gang. Jeg ved ikke hvorfor og heller ikke HVEM der så har ligget foran. Vist kun hold 1 og 2 af de 4 hold. Da jeg spurgte Tony, lød det som om, han havde været på hele vejen.
Det at have en opgave undervejs, eller i mit tilfælde egentlig to, har fået turen til at gå lettere og samtidig fået mig til at føle, at jeg kunne bidrage med noget til holdet.
Vi er klar kl. 7.30 - eller næsten. Der mangler lige Mikkelsen, som nogen går ind for at hente. Han er der få minutter senere. Muligvis ikke helt ædru. Han fumler i hvert fald med hjælmen, så han taber den, og bliver sendt ned bagved i feltet. Det er ham, der hedder Hans, og er med på vores ekstra trækker hold i midten. I stedet får vi Brian Kofoed og det passer fint, for både han og jeg kan hjælpe Roland, når/hvis Henry skal have hjælp.
Det går fint mod Byernes By. Der er nogle kun nogle få stejlere stigninger, hvor jeg er heldig at få tjansen, med Roland på én af dem. Og så på et par mindre. Det at have opgaver, gør at turen går hurtigere. Det virker i hvert fald sådan.
Der er kun et enkelt depot efter 64 km. Til gengæld et par ekstra tissepauser, så folk kan få tisset af, inden vi for alvor kører ind i Paris. Der kommer en forstad, hvor jeg tænker, at her begynder Paris nok, men siden kommer der marker og skov igen, så det var falsk alarm.
Men omsider er det bymæssig bebyggelse hele tiden, og der kommer lyskurve og vi øver os i at "pakke". Normalt kører vi jo 2 og 2, men når der er vognbaner ved lyskurvene trækker vi feltet sammen, ved at køre frem i 4-5 rækker. Herved bliver feltet meget kortere, og vi forhindrer køretøjer i at mase sig ind imellem os. Der er ikke noget helt fast system for det, men man mærker sig, hvem det er man ligger bag og skal lade køre først, når der bliver grønt.
På denne måde kommer vi frem til det gamle kvægtorv, hvor samtlige Rynkeby ryttere skal samles. Vi har en plads, hvor vi skal lægge cyklerne. Vi skal køre som hold 4 af de 38 hold.
Der er mødt pårørende op allerede her. Vi er blandt de første hold, der ankommer, men inden længe fyldes pladsen op. Finner, svenskere, nordmænd og færinger - og så selvfølgelig alle danskerne. Jeg går ud for at lede efter min islandske ven - Larus. Han bor i Danmark og kører med for Vordingborg. Jeg kom til at snakke med ham, da de besøgte os på Bornholm. Og tilfældigvis skulle jeg med den samme færge til Køge som dem. Så der fik vi talt endnu mere. Det er meningen, at han og en islandsk ven (der bor i Island), skal starte et islandsk hold til næste år.
Jeg finder ham og vi gratulerer hinanden med gennemførelsen.
Så starter den store parade. Vi skal køre 4 og 4 med mændene yderst og damerne inde imellem - så vidt muligt. Jeg synes ikke jeg får kuldegysninger eller at hårene rejser sig nogen steder. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at cykle alene rundt i Paris og se på byen. Vi skal sørge for, at der ikke kan presse sig køretøjer ind imellem, så "kæden skal holdes stram" hele tiden. Det betyder at man skiftevis kører og standser næsten helt op. Vi har kørt adskillige kilometer, før jeg første gang klikker i med begge
pedaler - og kun af kortere varighed.
Det er stegende varmt - 30 gr. siger nogle. Vi kommer forbi Notre Dame og Concorde pladsen, men
man skal hele tiden koncentrere sig umådeligt om kørslen. Det er mere en prøvelse end en nydelse.
Omsider når vi frem til den endelige destination et græsområde, hvor hvert hold har sin baldakin hvor under champagne m.m. står klar. Først skal vi dog igennem en lille sti, hvor de pårørende står som på en bjergetape omkring os. Heldigvis gælder det ikke om at komme først, så var der nok røget nogle tilskuere.
Jeg ved ikke hvad det er vi drikker, ikke champagne i hvert fald, men passende til at fejre de tilbagelagte 1300 km. Der er også kransekage. Og i den anden ende af pladsen et længe ventet toilet.
Henry render rundt og leder efter konen, der skulle være på vej i en taxa. Af de øvrige pårørende kender jeg efterhånden nogle af dem.
Vi følger tidsplanen og skal snart videre, mens Henry stadig ikke har fået kontakt, og vi må efterlade ham. Senere erfarer jeg, at man åbenbart har aftalt, at de kan komme med i mekaniker bilen. Vi kører til hotellet og direkte ned i kælderen, hvor der nu skal pakkes om, så den bagage der skal hjem med lastbilen kan blive pakket med det samme, ligesom cyklen bliver sat på lastbilen. Mit eneste problem er at jeg ikke kan finde kameraet, som længe har ligget løst i den store taske. Jeg kan ikke mærke det nogen steder - men måske er det der - det vil vise sig, når jeg er kommet hjem.
Så skal vi mådes på en restaurant i Boulevard Hausmann kl. 21, og nu er der tid til et par timer for sig selv. I mit tilfælde helt alene, da Thomas har værelse sammen med kæresten, der er kommet herned.
Jeg havde tænkt mig at gå de 3,5 km til restauranten og når at få et kort i receptionen og få hende til at vise mig, hvor vi er, så spørger Bjarne, som har kørt som mekaniker, og sønnen Patrick, om jeg vil køre med til restauranten, for de har allerede bestilt en taxa.
Jeg er ikke sen til at ombestemme mig, selv om jeg egentlig havde glædet mig at skulle ud i Paris på egen hånd med kort. Men det her vil gøre tingene dejligt simple. Så jeg lader mig endnu engang føre af sted.....
Det er på Hotel Ambassador, som er lige så fint, som navnet lyder. Der er virkelig stil over det. Vi starter med champagne - ægte - mindre kan ikke gøre det. For de fleste er det nok også en forløsning at være nået frem - at have gjort det!!! Jeg føler mig ikke ekstatisk på nogen måde. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt tvivlet på at jeg kunne gennemføre.
Middagen er kød, kød og chokoladetærte. Rent kulinarisk er det ikke den rette kombination, men erfaringen siger, at folk vil have rødt kød efter 8 dage med kylling og gris. Der er langt over 100 mennesker, vi er ikke mange, der ikke har pårørende, der er kommet for at tage imod. Det generer mig nu ikke.
Der er også mange, der vil sige noget. Angelo - kaptajnen - naturligvis og Ole, der har ligget lige bag trækker holdet og forsøgt at holde dem i ave af hensyn til dem, der har det hårdt, og derfor ligger oppe foran. Og adskillige andre. Det er vist kun Klaus Vesløv, der er af os nye, ellers er det den gamle garde.
Vi har vist været det hurtigste hold i flere år. Men er det et mål i sig selv? Vi har fået alle med, men hvordan har dem, der er blevet skubbet og trukket, det med det? Kunne alle ikke være kommet frem ved egen hjælp indenfor tidsgrænsen?
For mange har målet slet og ret været at gennemføre. Personligt har jeg vist ikke et sekund været i tvivl om, at det kunne jeg, Så jeg har gerne villet sætte et eller andet aftryk. Det fik jeg lejlighed til, da vores midter trækker hold blev dannet. Det trækker hold jeg oprindelig var på fik kun lejlighed til at fungere én gang. Jeg ved ikke hvorfor og heller ikke HVEM der så har ligget foran. Vist kun hold 1 og 2 af de 4 hold. Da jeg spurgte Tony, lød det som om, han havde været på hele vejen.
Det at have en opgave undervejs, eller i mit tilfælde egentlig to, har fået turen til at gå lettere og samtidig fået mig til at føle, at jeg kunne bidrage med noget til holdet.
fredag den 15. juli 2016
Dag 7 Fra Sedan til Essômes sur Marne
Det er en diset og kølig morgen. Vist nok kun 8 gr. Jeg tager alt mit tøj på, hvilket vil sige: korte cykelbukser med seler, cykelbluse med løse ærmer, vindvest og regnjakke.
Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål yogurt naturel tilføjet havregryn og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost, en pain aux chocolat og en kop cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.
Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og inden en time har den brændt disen væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved første tissepause og vindvesten og ærmerne ved første depot.
Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan fordækket giver sig. Man kunne måske indvende, at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men er det pumpet op til 8 bar, kan jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får hurtigt et andet hjul og får mit eget tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
-
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går det. Mest op i starten, men fra km 25 til 35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans og jeg selv sagde hunden - fortsætter vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem en på hver side, når det kniber. På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.
På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter hver 10 km og en hjælper skiftes ud efter behov. Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter et stop eller en pause, tager det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men så kører det. Min hofte har det bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.
Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden bagskifter er der ikke nogen alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på et tidspunkt. Han har haft problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok konen er med i beslutningsprocessen.
Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er der et vidt udsyn. Små byer putter sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem dem og måske kirkeklokken lige slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset hvad man får set, dertil går det for stærkt, selv om farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og fremfor alt: vejen er ofte dårlig her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer, brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager risikomomenterne og råber videre til dem længere nede, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så dem, som ikke kan se noget, før det måske er for sent, bliver opmærksom på faren.
Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den tager prisen som det mest velsmagende måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget tidspres i dag, så pausen bliver så lang, at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.
Vi er fremme ved halv fire-tiden og dem der vil, kører med på en lille ekstra tur, op til et amerikansk mindesmærke, hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører med - jeg er naturligvis én af dem. Det er jo sådan noget jeg plejer. At se seværdighederne dér, hvor jeg passerer igennem. Vi stikker en øl i lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.
Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske soldater i området i "den store krig", Første Verdenskrig.
For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30. Måske kan jeg oven i købet nå at få en stol?
166 km
Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål yogurt naturel tilføjet havregryn og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost, en pain aux chocolat og en kop cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.
Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og inden en time har den brændt disen væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved første tissepause og vindvesten og ærmerne ved første depot.
Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan fordækket giver sig. Man kunne måske indvende, at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men er det pumpet op til 8 bar, kan jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får hurtigt et andet hjul og får mit eget tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
-
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går det. Mest op i starten, men fra km 25 til 35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans og jeg selv sagde hunden - fortsætter vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem en på hver side, når det kniber. På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.
På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter hver 10 km og en hjælper skiftes ud efter behov. Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter et stop eller en pause, tager det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men så kører det. Min hofte har det bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.
Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden bagskifter er der ikke nogen alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på et tidspunkt. Han har haft problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok konen er med i beslutningsprocessen.
Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er der et vidt udsyn. Små byer putter sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem dem og måske kirkeklokken lige slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset hvad man får set, dertil går det for stærkt, selv om farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og fremfor alt: vejen er ofte dårlig her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer, brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager risikomomenterne og råber videre til dem længere nede, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så dem, som ikke kan se noget, før det måske er for sent, bliver opmærksom på faren.
Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den tager prisen som det mest velsmagende måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget tidspres i dag, så pausen bliver så lang, at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.
Vi er fremme ved halv fire-tiden og dem der vil, kører med på en lille ekstra tur, op til et amerikansk mindesmærke, hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører med - jeg er naturligvis én af dem. Det er jo sådan noget jeg plejer. At se seværdighederne dér, hvor jeg passerer igennem. Vi stikker en øl i lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.
Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske soldater i området i "den store krig", Første Verdenskrig.
For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30. Måske kan jeg oven i købet nå at få en stol?
166 km
torsdag den 14. juli 2016
Dag 6 Fra Liège til Sedan
Jeg kom ikke til at køre med aben. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne stemme på mig selv, for jeg kunne ikke se, hvem der ellers havde dummet sig i den grad. Men der var åbenbart flere, der havde stemt på Matthias, for at være styrtet ind i en majsmark. Det må have foregået bag i feltet, for jeg vidste det ikke. Til gengæld fik jeg trøstpræmien et cover til en Garmin computer, det fremgår ikke hvilken.
Jeg kom til at kalde etapen forleden for kongeetapen. Det var en fejl. Ganske vist var det den længste, men den i dag er på over 190 km og inkluderer Mur de Huy. En stigning der er berømt, primært fra cykelløbet Fleche Wallone. Den har vist også været med, når Tour'en er startet i Belgien.
Igen er morgenmaden ikke klar kl. 6.00, og da der ikke siges noget om at afgangen er udsat, må man efter bedste evne lave en alternativ plan, så alt det, der skulle gøres EFTER morgenmaden, nu skal gøres FØR. Det er ikke optimale betingelser. Der er mindst ét Rynkeby Hold mere og der er lidt kaos, fordi nogle af os får sat os på deres pladser, men det lykkes da at få NOGET kastet ned. Kaffemaskinen er mindst 2 minutter om at brygge 2 kopper kaffe (den kan lave 2 kopper på én gang!), så tiden går.
Den er ikke mange minutter over 7 før vi er klar. Det er begyndt at regne ved afgangen og regnen tager hurtigt til i styrke og inden længe er man våd fra yderst til inderst. Ydermere er temperaturen faldet til 12-14 gr. så jeg ryster hurtigt af kulde. Jeg får proppet solbrillerne i en af baglommerne for med dem på, kan jeg stort set intet se.
Benene er der ikke noget i vejen med, men armene ryster sådan på nedkørslerne, at jeg har svært ved at styre lige. Der bliver en kort tissepause før Hui efter ca. 30 km og så drøner vi rystende ned til byen, over floden og hurtigt efter er bakken der så. Der er fri kørsel op. Dem der vil køre hurtigt op starter forrest, de andre sidst. Jeg stiller mig selvfølgelig blandt de forreste, nu skal jeg se, hvem jeg kan bide skeer med.
Det går nu ikke helt efter planen. Jeg kommer op forbi svinget med de 26%, men lidt efter kan jeg ikke få luft, og kroppen føles pludselig drænet for kræfter. Jeg standser for at få vejret. Efter en pause på et par minutter er jeg klar igen, og nu får jeg justeret hastigheden rigtigt og kommer resten af vejen op.
På dette tidspunkt er regnen hørt op, men selv ikke anstrengelsen har kunnet gøre os varme. Der er depot på toppen, som er omdannet til et Tour de France-agtigt marked. De fleste Rynkeby hold skal op her i dag.
Rystende går det videre, vi fortsætter med vores trækker-hold i midten, vejret klarer langsomt op og på et tidspunkt skinner solen. Først kortvarigt, siden mere vedvarende og bortset fra sko og sokker, tørrer det andet tøj efterhånden. Til sidst føles det næsten behageligt.
I regnvejret og de senere våde veje har vi 14 punkteringer. Kaptajnen står selv for 4. Ved den sidste, laver han en "Bjarne Riis" - kaster cyklen ud i grøften....
Landskabet bliver meget bakket og smukt, og vi når frem til frokost depotet. På dette tidspunkt føler jeg mig i krise. Jeg er øm i skuldrene og nakken og det føles lidt som de få gange, jeg har kørt mig selv helt ud over grænsen.
Det gælder om at få noget at spise i hvert fald. Morgenmaden nåede jeg heller ikke for meget af. Service holdet er her klædt ud som julemænd og danser om et juletræ, man kunne tro man havde fået hallucinationer.
Jeg har svært ved at nå det hele, men tvinger til sidst mig selv til at tylle en cola ned på et splitsekund.
Efter at have kørt lidt begynder jeg nu at føle mig på toppen igen.
Der kommer en vidunderlig nedkørsel til en by, der hedder Dinant ved floden Meusse. Hårnålesving med sådan nogle stensætninger i en halv meters højde ud mod afgrunden. Præcis som man ser dem der nede.
Herefter følger vi floden et langt stykke. Det første er med fineste asfalt, men ellers er vejene gennemgående af belgisk kvalitet, det vil sige med huller og dæksler, der har hævet eller sænket sig - eller altid været skæve. Der er en råben og skrigen det meste af vejen: "Hul højre", "Se op venstre", "Forfra", "Bagfra".
Det må være en speciel oplevelse for beboerne i de byer vi kører i gennem at høre denne råben på et for dem uforståelikgt sprog. "Hvad er det for galninge?", tænker de nok.
Vi kører længe langs floden, først på den ene side, så på den anden, og endelig tilbage igen. Der er vidunderligt. Senere kommer en lang opkørsel fra floden op til nye skønne områder. Farten er blevet sat kraftigt i vejret og fra et gennemsnit på begyndende 23,2 km/t vokser det i løbet af dagen til over 25 km/t.
Henry har vist ville stå af, men sådan skal det ikke være. Roland sætter sig ved siden af ham og skubber lidt på stigningerne. Til gengæld kommer Jytte på vores trækker hold.
Senere er Roland ved at blive slidt op så Hans tilbyder at hjælpe. Han skal så lægge sig alene bag ved dem og når det er nødvendigt hjælpe Roland. Til gengæld får vi så Lea frem på trækker holdet. Og når Hans eller Roland har brug for afløsning, træder jeg til. Det er heldigt, at jeg har fået det bedre.
På denne måde kommer vi endelig i mål kl. 17.02. Grunden til at vi gerne skal være i mål kl.17 er, at Toni og Anders fra TV2 Bornholm - som også deltager på lige fod med os andre - skal kommunikere med dem derhjemme om aftenenes udsendelse. Jeg tror det er et kvarter, de sender LIVE hver dag. Det bryder jeg mig ikke om. Altså det med at det skal styre forløbet for alle os andre.
Jeg kom til at kalde etapen forleden for kongeetapen. Det var en fejl. Ganske vist var det den længste, men den i dag er på over 190 km og inkluderer Mur de Huy. En stigning der er berømt, primært fra cykelløbet Fleche Wallone. Den har vist også været med, når Tour'en er startet i Belgien.
Igen er morgenmaden ikke klar kl. 6.00, og da der ikke siges noget om at afgangen er udsat, må man efter bedste evne lave en alternativ plan, så alt det, der skulle gøres EFTER morgenmaden, nu skal gøres FØR. Det er ikke optimale betingelser. Der er mindst ét Rynkeby Hold mere og der er lidt kaos, fordi nogle af os får sat os på deres pladser, men det lykkes da at få NOGET kastet ned. Kaffemaskinen er mindst 2 minutter om at brygge 2 kopper kaffe (den kan lave 2 kopper på én gang!), så tiden går.
Den er ikke mange minutter over 7 før vi er klar. Det er begyndt at regne ved afgangen og regnen tager hurtigt til i styrke og inden længe er man våd fra yderst til inderst. Ydermere er temperaturen faldet til 12-14 gr. så jeg ryster hurtigt af kulde. Jeg får proppet solbrillerne i en af baglommerne for med dem på, kan jeg stort set intet se.
Benene er der ikke noget i vejen med, men armene ryster sådan på nedkørslerne, at jeg har svært ved at styre lige. Der bliver en kort tissepause før Hui efter ca. 30 km og så drøner vi rystende ned til byen, over floden og hurtigt efter er bakken der så. Der er fri kørsel op. Dem der vil køre hurtigt op starter forrest, de andre sidst. Jeg stiller mig selvfølgelig blandt de forreste, nu skal jeg se, hvem jeg kan bide skeer med.
Det går nu ikke helt efter planen. Jeg kommer op forbi svinget med de 26%, men lidt efter kan jeg ikke få luft, og kroppen føles pludselig drænet for kræfter. Jeg standser for at få vejret. Efter en pause på et par minutter er jeg klar igen, og nu får jeg justeret hastigheden rigtigt og kommer resten af vejen op.
På dette tidspunkt er regnen hørt op, men selv ikke anstrengelsen har kunnet gøre os varme. Der er depot på toppen, som er omdannet til et Tour de France-agtigt marked. De fleste Rynkeby hold skal op her i dag.
Rystende går det videre, vi fortsætter med vores trækker-hold i midten, vejret klarer langsomt op og på et tidspunkt skinner solen. Først kortvarigt, siden mere vedvarende og bortset fra sko og sokker, tørrer det andet tøj efterhånden. Til sidst føles det næsten behageligt.
I regnvejret og de senere våde veje har vi 14 punkteringer. Kaptajnen står selv for 4. Ved den sidste, laver han en "Bjarne Riis" - kaster cyklen ud i grøften....
Landskabet bliver meget bakket og smukt, og vi når frem til frokost depotet. På dette tidspunkt føler jeg mig i krise. Jeg er øm i skuldrene og nakken og det føles lidt som de få gange, jeg har kørt mig selv helt ud over grænsen.
Det gælder om at få noget at spise i hvert fald. Morgenmaden nåede jeg heller ikke for meget af. Service holdet er her klædt ud som julemænd og danser om et juletræ, man kunne tro man havde fået hallucinationer.
Jeg har svært ved at nå det hele, men tvinger til sidst mig selv til at tylle en cola ned på et splitsekund.
Efter at have kørt lidt begynder jeg nu at føle mig på toppen igen.
Der kommer en vidunderlig nedkørsel til en by, der hedder Dinant ved floden Meusse. Hårnålesving med sådan nogle stensætninger i en halv meters højde ud mod afgrunden. Præcis som man ser dem der nede.
Herefter følger vi floden et langt stykke. Det første er med fineste asfalt, men ellers er vejene gennemgående af belgisk kvalitet, det vil sige med huller og dæksler, der har hævet eller sænket sig - eller altid været skæve. Der er en råben og skrigen det meste af vejen: "Hul højre", "Se op venstre", "Forfra", "Bagfra".
Det må være en speciel oplevelse for beboerne i de byer vi kører i gennem at høre denne råben på et for dem uforståelikgt sprog. "Hvad er det for galninge?", tænker de nok.
Vi kører længe langs floden, først på den ene side, så på den anden, og endelig tilbage igen. Der er vidunderligt. Senere kommer en lang opkørsel fra floden op til nye skønne områder. Farten er blevet sat kraftigt i vejret og fra et gennemsnit på begyndende 23,2 km/t vokser det i løbet af dagen til over 25 km/t.
Henry har vist ville stå af, men sådan skal det ikke være. Roland sætter sig ved siden af ham og skubber lidt på stigningerne. Til gengæld kommer Jytte på vores trækker hold.
Senere er Roland ved at blive slidt op så Hans tilbyder at hjælpe. Han skal så lægge sig alene bag ved dem og når det er nødvendigt hjælpe Roland. Til gengæld får vi så Lea frem på trækker holdet. Og når Hans eller Roland har brug for afløsning, træder jeg til. Det er heldigt, at jeg har fået det bedre.
På denne måde kommer vi endelig i mål kl. 17.02. Grunden til at vi gerne skal være i mål kl.17 er, at Toni og Anders fra TV2 Bornholm - som også deltager på lige fod med os andre - skal kommunikere med dem derhjemme om aftenenes udsendelse. Jeg tror det er et kvarter, de sender LIVE hver dag. Det bryder jeg mig ikke om. Altså det med at det skal styre forløbet for alle os andre.
onsdag den 13. juli 2016
Dag 5 Fra Wesel til Liège
Morgenrutinerne er på plads nu. Når bare morgenmaden er klar til tiden. Det var den i morges. Og der var nu 3 pumper til rådighed. Og så af sted.
Der kom også et Rynkeby hold fra Trekants området til hotellet i går. De inviterede til Beach Party. Thomas og jeg gik i seng, men der var nogle der blev hængende til ved et-tiden. Jeg tror kaptajnen var én af dem. Han virkede lidt groggy i morges. Da han ikke havde sagt noget om noget trækkerhold
i midten, tog vi selv initiativ til at fortsætte som i går.
Det var lidt køligt fra morgenstunden. Jeg havde været forudseende at tage ærmer på, men jeg godt have tænkt mig også at have vindvesten på. Det kunne jeg heldigvis komme til ved første tissepause efter 25 km. I øvrigt tisser jeg altid først efter 50, hvor der også er depot.
Jeg er ikke så sulten mere. De første dage kastede jeg mad, slik og juice i mig, hver gang der var mulighed for det, nu bliver det ikke til så meget.
Der var mindre vind end i går, så alting gik problemfrit. Landskabet kom hurtigt til at virke hollandsk. Fladt med masser af grøntsags marker og drivhuse. Også husene begyndte at få et anderledes præg. Endelig kom skiltet og vi VAR i Holland - indtil videre. Alle vinduerne med de nysselige gardiner fandtes stadig i vid udstrækning, som jeg husker dem fra for næsten 50 år siden. Vi kørte gennem by efter by og kom igen ind i Tyskland for en stund, kun for igen at krydse grænsen til Holland. Jeg havde taget regnjakken på ved middags depotet, da himlen så ubehagelig mørk ud længere fremme. Det var også forventet, at der skulle komme regn.
Det var Thomas, der havde aben i dag. Med det mener jeg Rynkeby's maskot en orangutan i en stor dukkestørrelse.
Den skal "Dagens Rynke" køre med på cyklen den følgende dag. Hvem der skal være det, stemmes der om hver dag, når vi er kommet i mål. Thomas havde fået den for "at have hevet den frem ved frokosten og tisset næsten op ad cyklerne". Jeg er bange for, at jeg har gjort mig fortjent til den i morgen. Jeg præsterede dagens dummeste styrt. Bedst som vi havde måttet standse i en hollandsk by fordi vejen var spærret, og jeg havde klikket ud med den ene fod og stod og ventede, mistede jeg balancen og væltede til den side, hvor skoen ikke var klikket ud. En elementær begynder fejl. Jeg slog hoften og knæet, men udover en hudafskrabning skete der ikke noget.
Regnen kom som forudset. Først ganske let, senere mere og mere. Det helt store skybrud undgik vi faktisk, men der hvor vi kom frem havde det regnet så meget, at der stadig løb floder ned over vejen. Og sprøjtet bliver man også våd af. Ved den første passage af en dybere vandpyt med god fart er skoene så våde, at vandet skvulper frem og tilbage i dem.
Til allersidst holdt regnen dog op, men det var en gruppe temmelig våde ryttere, der omsider nåede Liège's lufthavn, hvor hotellet ligger. Vi blev modtaget af service teamet med varm suppe!
Efter at have været over cyklen med en klud og fået den opstaldet, var et varmt bad saliggørende.
Tøjet er skyllet op med Rodalon. Nu mangler jeg bare at komme ned og få centrifugeret og tørret det. Vi har selv maskiner med til det i lastbilen.
Udover en øm hofte og min hudafskrabning er der ikke noget i vejen. Benene fungerer bedre og bedre for hver dag. Men jeg er jo også vant til at køre mig i form på mine lange ture.
187 km
Der kom også et Rynkeby hold fra Trekants området til hotellet i går. De inviterede til Beach Party. Thomas og jeg gik i seng, men der var nogle der blev hængende til ved et-tiden. Jeg tror kaptajnen var én af dem. Han virkede lidt groggy i morges. Da han ikke havde sagt noget om noget trækkerhold
i midten, tog vi selv initiativ til at fortsætte som i går.
Det var lidt køligt fra morgenstunden. Jeg havde været forudseende at tage ærmer på, men jeg godt have tænkt mig også at have vindvesten på. Det kunne jeg heldigvis komme til ved første tissepause efter 25 km. I øvrigt tisser jeg altid først efter 50, hvor der også er depot.
Jeg er ikke så sulten mere. De første dage kastede jeg mad, slik og juice i mig, hver gang der var mulighed for det, nu bliver det ikke til så meget.
Der var mindre vind end i går, så alting gik problemfrit. Landskabet kom hurtigt til at virke hollandsk. Fladt med masser af grøntsags marker og drivhuse. Også husene begyndte at få et anderledes præg. Endelig kom skiltet og vi VAR i Holland - indtil videre. Alle vinduerne med de nysselige gardiner fandtes stadig i vid udstrækning, som jeg husker dem fra for næsten 50 år siden. Vi kørte gennem by efter by og kom igen ind i Tyskland for en stund, kun for igen at krydse grænsen til Holland. Jeg havde taget regnjakken på ved middags depotet, da himlen så ubehagelig mørk ud længere fremme. Det var også forventet, at der skulle komme regn.
Det var Thomas, der havde aben i dag. Med det mener jeg Rynkeby's maskot en orangutan i en stor dukkestørrelse.
Den skal "Dagens Rynke" køre med på cyklen den følgende dag. Hvem der skal være det, stemmes der om hver dag, når vi er kommet i mål. Thomas havde fået den for "at have hevet den frem ved frokosten og tisset næsten op ad cyklerne". Jeg er bange for, at jeg har gjort mig fortjent til den i morgen. Jeg præsterede dagens dummeste styrt. Bedst som vi havde måttet standse i en hollandsk by fordi vejen var spærret, og jeg havde klikket ud med den ene fod og stod og ventede, mistede jeg balancen og væltede til den side, hvor skoen ikke var klikket ud. En elementær begynder fejl. Jeg slog hoften og knæet, men udover en hudafskrabning skete der ikke noget.
Regnen kom som forudset. Først ganske let, senere mere og mere. Det helt store skybrud undgik vi faktisk, men der hvor vi kom frem havde det regnet så meget, at der stadig løb floder ned over vejen. Og sprøjtet bliver man også våd af. Ved den første passage af en dybere vandpyt med god fart er skoene så våde, at vandet skvulper frem og tilbage i dem.
Til allersidst holdt regnen dog op, men det var en gruppe temmelig våde ryttere, der omsider nåede Liège's lufthavn, hvor hotellet ligger. Vi blev modtaget af service teamet med varm suppe!
Efter at have været over cyklen med en klud og fået den opstaldet, var et varmt bad saliggørende.
Tøjet er skyllet op med Rodalon. Nu mangler jeg bare at komme ned og få centrifugeret og tørret det. Vi har selv maskiner med til det i lastbilen.
Udover en øm hofte og min hudafskrabning er der ikke noget i vejen. Benene fungerer bedre og bedre for hver dag. Men jeg er jo også vant til at køre mig i form på mine lange ture.
187 km
tirsdag den 12. juli 2016
Dag 4 Fra Hotel Seeblick til Haus Duden nær Wesel
Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på
én gang. Den storetaske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat min store taske, så rulles bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.
Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.
Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Tecklenburg, hvor vejen gennem en slugt snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene på, hen over motorveje, som man spekulerer på, hvor fører hen? Og over kanaler og floder. Floderne er der dog normalt navn på. Mittellandkanal har vi også
hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?
For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.
182 km.
Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på
én gang. Den storetaske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat min store taske, så rulles bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.
Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.
Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Tecklenburg, hvor vejen gennem en slugt snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene på, hen over motorveje, som man spekulerer på, hvor fører hen? Og over kanaler og floder. Floderne er der dog normalt navn på. Mittellandkanal har vi også
hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?
For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.
182 km.
mandag den 11. juli 2016
Dag 3 fra Rheinstorf til Lembruch
Alt bliver hurtigt vane. Det gør også det hele nemmere.
Op kl. 5.45. Pakke sammen i den store taske og beauty-boxen. Fylde flaskerne - jeg starter altid med rent vand.
Så ned og spise. Det går ret stærkt. Her har de både 3 slags yogurt og birgermüsli, som jeg kender fra Schweiz. Det ser ikke så appetitligt ud - er vel ret beset müsli kogt som havregrød - men det lægger en god bund. Sideløbende et glas juice og en kopkaffe. Derefter brød med ost.
Op igen på værelset og få overstået dagens toilet besøg - og huske den halve pille. Så pakke taske og kasse endeligt, og ned med dem inden 6.45. Så op igen og hente flaskerne, handskerne, solbrillerne og hjælmen. På vejen ned aflevere nøglekortet. Og så skal cyklen pumpes, så man venter pænt på sin tur. 8 bar og jeg er klar. Præcis 7.00 kører vi.
Det er kongeetapen i dag. Et stykke over 200 km med omkring 1100 højdemeter. Det skulle blive godt vejr. 25 gr. allerede kl. 10 og kun 5 sekundmeter vind. Det holder ikke helt. Det er sådan set varmt nok, men det stænker lidt i starten - mere bliver det dog ikke til. Jeg føler ikke ligefrem jeg har diamanter i benene, men det går nu rimeligt.
Desværre holder vinden ikke helt det lovede. Den er lige lovlig frisk på de åbne stykker. Det er særlig efter de første 100 km.
På en smal vej har vi vores første alvorlige uheld. To mand ryger ned i asfalten. Der skal ikke tilkaldes ambulance, men de kører i mekanikerbilen til det næste depot, hvor man skal tage nærmere stilling. Det ender med at den ene fortsætter og den anden bliver kørt til undersøgelse på nærmeste hospital.
Så går det ellers videre i sidevinden. Jeg kører desværre i vindsiden. Desuden kører jeg næsten bagest og der er rigtig meget elastik i dag. Det skyldes nok overvejende at farten er høj. Ligesom i går 33-34 km/t på de åbne stykker.
Det gør at man straks må køre et eventuelt hul op i en fart, for bliver det for stort, kommer man aldrig op. Jeg er nær grænsen flere gange, men overlever.
Efter en tissepause, hvor mange har brokket sig, bliver farten heldigvis sat ned, og nu bliver kørslen også mere glidende, og der er vist ikke nogen, der har alvorlige problemer. Nogle skifter dog pladser alt efter vindside, hvis den ene har flere kræfter end den anden.
Vi har den sædvanlige bagklap seance kl. 19.30 i dag med bankospil. Før det har jeg nået at ordne min cykel og vaske cykeltøjet og fået det delvis tørret, men badet har måttet vente. Ham, der har været på hospitalet, kommer desværre ikke til at køre længere. Der er noget brækket og overlægen skal komme i morgen og tage stilling til, om der skal opereres.
I går var der buffet i dag er det den tyske udgave af det nye nordiske køkken. Først en forret med nogle store rejer og nogle grøntsager, så en hovedret med kylling og en lidt ejendommelig pastasalat garneret med en grankvist.
Der er ikke særlig afsætning på grannet ved mit bord, men det tilføjer en stærk lidt parfumeret smag. Måske en mindre kvist kunne have gjort det. Jeg spiser hele min.
Så mødes vi endelig igen ved bagklappen (på lastbilen) og hører om dagen i morgen, der bliver lidt kortere. Og så kan jeg ellers endelig komme op og få skrevet færdigt og komme i bad og gå i seng. Klokken bliver nok henad 23 før jeg sover.
Men godnat på forskud.
215 km
Op kl. 5.45. Pakke sammen i den store taske og beauty-boxen. Fylde flaskerne - jeg starter altid med rent vand.
Så ned og spise. Det går ret stærkt. Her har de både 3 slags yogurt og birgermüsli, som jeg kender fra Schweiz. Det ser ikke så appetitligt ud - er vel ret beset müsli kogt som havregrød - men det lægger en god bund. Sideløbende et glas juice og en kopkaffe. Derefter brød med ost.
Op igen på værelset og få overstået dagens toilet besøg - og huske den halve pille. Så pakke taske og kasse endeligt, og ned med dem inden 6.45. Så op igen og hente flaskerne, handskerne, solbrillerne og hjælmen. På vejen ned aflevere nøglekortet. Og så skal cyklen pumpes, så man venter pænt på sin tur. 8 bar og jeg er klar. Præcis 7.00 kører vi.
Det er kongeetapen i dag. Et stykke over 200 km med omkring 1100 højdemeter. Det skulle blive godt vejr. 25 gr. allerede kl. 10 og kun 5 sekundmeter vind. Det holder ikke helt. Det er sådan set varmt nok, men det stænker lidt i starten - mere bliver det dog ikke til. Jeg føler ikke ligefrem jeg har diamanter i benene, men det går nu rimeligt.
Desværre holder vinden ikke helt det lovede. Den er lige lovlig frisk på de åbne stykker. Det er særlig efter de første 100 km.
På en smal vej har vi vores første alvorlige uheld. To mand ryger ned i asfalten. Der skal ikke tilkaldes ambulance, men de kører i mekanikerbilen til det næste depot, hvor man skal tage nærmere stilling. Det ender med at den ene fortsætter og den anden bliver kørt til undersøgelse på nærmeste hospital.
Så går det ellers videre i sidevinden. Jeg kører desværre i vindsiden. Desuden kører jeg næsten bagest og der er rigtig meget elastik i dag. Det skyldes nok overvejende at farten er høj. Ligesom i går 33-34 km/t på de åbne stykker.
Det gør at man straks må køre et eventuelt hul op i en fart, for bliver det for stort, kommer man aldrig op. Jeg er nær grænsen flere gange, men overlever.
Efter en tissepause, hvor mange har brokket sig, bliver farten heldigvis sat ned, og nu bliver kørslen også mere glidende, og der er vist ikke nogen, der har alvorlige problemer. Nogle skifter dog pladser alt efter vindside, hvis den ene har flere kræfter end den anden.
Vi har den sædvanlige bagklap seance kl. 19.30 i dag med bankospil. Før det har jeg nået at ordne min cykel og vaske cykeltøjet og fået det delvis tørret, men badet har måttet vente. Ham, der har været på hospitalet, kommer desværre ikke til at køre længere. Der er noget brækket og overlægen skal komme i morgen og tage stilling til, om der skal opereres.
I går var der buffet i dag er det den tyske udgave af det nye nordiske køkken. Først en forret med nogle store rejer og nogle grøntsager, så en hovedret med kylling og en lidt ejendommelig pastasalat garneret med en grankvist.
Der er ikke særlig afsætning på grannet ved mit bord, men det tilføjer en stærk lidt parfumeret smag. Måske en mindre kvist kunne have gjort det. Jeg spiser hele min.
Så mødes vi endelig igen ved bagklappen (på lastbilen) og hører om dagen i morgen, der bliver lidt kortere. Og så kan jeg ellers endelig komme op og få skrevet færdigt og komme i bad og gå i seng. Klokken bliver nok henad 23 før jeg sover.
Men godnat på forskud.
215 km
søndag den 10. juli 2016
Dag 2 Fra Bentwisch til Rheinstorf
Jeg rekapitulerer lige fra i går:
"Og så talte han til én
og så sov han som en sten
og så peb hans næsefløje...."
Det er min værelseskammerat Thomas jeg hentyder til. Mens jeg sad og kæmpede en sidste gang med computeren, gjorde han som i ovenstående revyvise og det peb virkelig i dur og mol. Da jeg selv lagde mig ikke længe efter nåede jeg lige at overveje om jeg virkelig skulle gøre brug af de ørepropper, der var stillet til rådighed. På hver hovedpude lå der to små plastikposer med farvede dimser. Den ene var vingummier den anden ørepropper. Udover formen var det reelt umuligt at sige hvilke der var hvilke. Jeg spiste ingen af dem, så jeg ved endnu ikke hvordan ørepropper smager...
Inden jeg havde besluttet mig, var jeg faldet i søvn....
Morgenmad kl.6 men den store taske skulle gerne være pakket og stillet ud til lastbilen inden 6.45, så der var lidt stress på.
Efter sigende lød vejrudsigten på ingen regn, så jeg satte ikke min skærm på, hvilket jeg straks efter fortrød eftersom det begyndte at regne lige før vi kørte. Nå, det blev ikke til så meget. Vi kørte nordud gennem Rostock for at finde vej 105 til Wismar. På et tidspunkt var vores gennemsnit 25,2 km/t, men det blev der siden lavet om på.
Efter første depot - altså ved omkring 50 km - blev mit trækkerhold kaldt frem. Trækkerholdene består af 6 ryttere som skiftes til at føre. Jeg startede heldigvis forrest til højre, vi kører jo to og to. Det betød at jeg kun skulle ligge forrest indtil første skift, eftersom ham forrest til venstre så trækker ind foran mig, mens de så rykker frem i venstre række. Men jeg havde lige nået at kværne 2 sandwich ved depotet, det var ikke nogen god cocktail med at ligge forrest. Jeg var hurtigt ved at miste pusten - men jeg holdt ud - og de næste gange havde maden fået sat sig nok til at der ikke var nogle problemer - ikke alvorlige i hvert fald.
Jeg husker ikke hvornår vi blev afløst, men afløst blev vi. Til gengæld havnede jeg næsten bagest og det var næsten værre. Vi var stadig ude på åbne område i en modvind, der kun var lidt svagere end i går. Særlig op ad bakke arbejde elastikken på fuld tryk. Med det mener jeg, at farten foran går ned, hvorefter der bliver dannet en meget tæt klump.
Så sætter alle de bageste selvfølgelig farten ned, hvorefter der omgående opstår huller, der skal køres op. Og jo længere tilbage du befinder dig, jo flere huller skal der køres op. Når det så oven i købet går opad, er det ingen spøg!!
Senere blev det værre. Der kom åbne stykker med sidevind. Hvis man følger med i cykelsport, vil man have hørt om sidevind. Så længe vinden til en vis grad kommer forfra yder de forankørende et vist læ, men ved vind fra siden, er alle lige ubeskyttede. Og når trækkerholdet så ynder at køre 34 km/t i de åbne områder, bliver man udfordret. Og så tillader de sig oven i købet at sætte farten ned til 28 km/t, når vi kommer ind i læ i skoven.... Der er noget jeg ikke forstår...?
Før disse prøvelser var der "rigtig" maddepot, hvor de havde lavet varm mad. Selv om jeg må indrømmer at det havde udseendet imod sig smagte det vidunderligt. Og så var der campingstole til at sidde i!!!! Med kop/dåse holder!!!
Der er virkelig mange stjerner til dem på service siden. Det gælder også mekaniker bilen, der er fremme med et nyt hjul på nul komma nul.
De afsluttende 30 km kørte vi på godt en time. Jeg kom til at køre ved siden af Lea og på en eller anden måde kom jeg til at begynde på historien om oldemor fra Norge og hendes farfar, der jo viste sig IKKE at være barnebarn af skarpretteren. Det er jo en ret kompliceret beretning, så det gik det meste af tiden med. Vi fik dog også lige vendt, hvor hun havde sine brune øjne fra - nemlig en omvandrende tømrer fra Spanien - og hvor efternavnet Wermelin stammede fra. På den måde kom vi i mål uden at tænke meget på træthed og ømme ben. (Mine ben bliver nu ikke ømme,
de blive bare "tomme", hvor med jeg mener, at de ikke rigtig evner at træde hårdt mere).
Vi befinder os nu i Reinstorf i nærheden af Lüneburg. Værelset er nærmest en suite med en lille sofaafdeling. Eneste ulempe er at det er på 2. sal og L A N G T nede af en gang.
Jeg har nået at tage bad, rense cykel, smøre kæde og se afslutningen på dagens etape i Tour'en. Det nåede vi desværre ikke i går, hvor de afgørende ting åbenbart skete...?
Klokken er 18.30. Nu skal jeg ned og høre om de har W-LAN her, så jeg kan få det lagt på bloggen.
Det viste sig at koste 4,95 €, temmelig dyrt synes jeg, men jeg har 200 € med.
203 km
"Og så talte han til én
og så sov han som en sten
og så peb hans næsefløje...."
Det er min værelseskammerat Thomas jeg hentyder til. Mens jeg sad og kæmpede en sidste gang med computeren, gjorde han som i ovenstående revyvise og det peb virkelig i dur og mol. Da jeg selv lagde mig ikke længe efter nåede jeg lige at overveje om jeg virkelig skulle gøre brug af de ørepropper, der var stillet til rådighed. På hver hovedpude lå der to små plastikposer med farvede dimser. Den ene var vingummier den anden ørepropper. Udover formen var det reelt umuligt at sige hvilke der var hvilke. Jeg spiste ingen af dem, så jeg ved endnu ikke hvordan ørepropper smager...
Inden jeg havde besluttet mig, var jeg faldet i søvn....
Morgenmad kl.6 men den store taske skulle gerne være pakket og stillet ud til lastbilen inden 6.45, så der var lidt stress på.
Efter sigende lød vejrudsigten på ingen regn, så jeg satte ikke min skærm på, hvilket jeg straks efter fortrød eftersom det begyndte at regne lige før vi kørte. Nå, det blev ikke til så meget. Vi kørte nordud gennem Rostock for at finde vej 105 til Wismar. På et tidspunkt var vores gennemsnit 25,2 km/t, men det blev der siden lavet om på.
Efter første depot - altså ved omkring 50 km - blev mit trækkerhold kaldt frem. Trækkerholdene består af 6 ryttere som skiftes til at føre. Jeg startede heldigvis forrest til højre, vi kører jo to og to. Det betød at jeg kun skulle ligge forrest indtil første skift, eftersom ham forrest til venstre så trækker ind foran mig, mens de så rykker frem i venstre række. Men jeg havde lige nået at kværne 2 sandwich ved depotet, det var ikke nogen god cocktail med at ligge forrest. Jeg var hurtigt ved at miste pusten - men jeg holdt ud - og de næste gange havde maden fået sat sig nok til at der ikke var nogle problemer - ikke alvorlige i hvert fald.
Jeg husker ikke hvornår vi blev afløst, men afløst blev vi. Til gengæld havnede jeg næsten bagest og det var næsten værre. Vi var stadig ude på åbne område i en modvind, der kun var lidt svagere end i går. Særlig op ad bakke arbejde elastikken på fuld tryk. Med det mener jeg, at farten foran går ned, hvorefter der bliver dannet en meget tæt klump.
Så sætter alle de bageste selvfølgelig farten ned, hvorefter der omgående opstår huller, der skal køres op. Og jo længere tilbage du befinder dig, jo flere huller skal der køres op. Når det så oven i købet går opad, er det ingen spøg!!
Senere blev det værre. Der kom åbne stykker med sidevind. Hvis man følger med i cykelsport, vil man have hørt om sidevind. Så længe vinden til en vis grad kommer forfra yder de forankørende et vist læ, men ved vind fra siden, er alle lige ubeskyttede. Og når trækkerholdet så ynder at køre 34 km/t i de åbne områder, bliver man udfordret. Og så tillader de sig oven i købet at sætte farten ned til 28 km/t, når vi kommer ind i læ i skoven.... Der er noget jeg ikke forstår...?
Før disse prøvelser var der "rigtig" maddepot, hvor de havde lavet varm mad. Selv om jeg må indrømmer at det havde udseendet imod sig smagte det vidunderligt. Og så var der campingstole til at sidde i!!!! Med kop/dåse holder!!!
Der er virkelig mange stjerner til dem på service siden. Det gælder også mekaniker bilen, der er fremme med et nyt hjul på nul komma nul.
De afsluttende 30 km kørte vi på godt en time. Jeg kom til at køre ved siden af Lea og på en eller anden måde kom jeg til at begynde på historien om oldemor fra Norge og hendes farfar, der jo viste sig IKKE at være barnebarn af skarpretteren. Det er jo en ret kompliceret beretning, så det gik det meste af tiden med. Vi fik dog også lige vendt, hvor hun havde sine brune øjne fra - nemlig en omvandrende tømrer fra Spanien - og hvor efternavnet Wermelin stammede fra. På den måde kom vi i mål uden at tænke meget på træthed og ømme ben. (Mine ben bliver nu ikke ømme,
de blive bare "tomme", hvor med jeg mener, at de ikke rigtig evner at træde hårdt mere).
Vi befinder os nu i Reinstorf i nærheden af Lüneburg. Værelset er nærmest en suite med en lille sofaafdeling. Eneste ulempe er at det er på 2. sal og L A N G T nede af en gang.
Jeg har nået at tage bad, rense cykel, smøre kæde og se afslutningen på dagens etape i Tour'en. Det nåede vi desværre ikke i går, hvor de afgørende ting åbenbart skete...?
Klokken er 18.30. Nu skal jeg ned og høre om de har W-LAN her, så jeg kan få det lagt på bloggen.
Det viste sig at koste 4,95 €, temmelig dyrt synes jeg, men jeg har 200 € med.
203 km
lørdag den 9. juli 2016
Dag 1 mål Bentwisch nær Rostock
Så sidder vi her i kantinen i kælderen hos Bech Hansen & Studsgaard. Alle var klar kl. 7 inkl. borgmesteren, der var troppet op for at holde en lille peptalk.
Desværre kommer vi ikke med den planlagte færge kl. 8 - den er aflyst - tjaa... hvad kan man sige....
Der er dog en anden allerede kl. 9 som vist kan tage hovedparten af dem, der skulle have været med kl. 8. V kommer i hvert fald med, men nogle af bilerne kommer først med i aften kl. 20.30. Gad vide hvornår jeg ser min bagage?
Det er den store taske jeg tænker på, den jeg afleverede i går. Min har nr. 21 - i den ligger min "beauty box", en plast kasse, der skal stå i mekaniker bilen med ting man kan få brug for i løbet af dagen. Desuden har jeg den taske, jeg havde med her til morgen med min toilettaske, skiftetøj til færgen, den lille computer m.m. Forhåbentlig skal jeg ikke cykle med den hele dagen?
Sikke en begyndelse...
Og det fortsætter. Omkring 8.15 begiver vi os hen til cykel check-in. Det er en lille indhegnet gård med pigtråd øverst. Bilerne skal desværre om bord først - også alle dem fra kl. 8 afgangen - så det tager sin tid. Vi står og fryser med anstand. Regnjakken hjælper lidt, men.....
Den er et stykke over 9 før vi omsider bliver lukket om bord. Det er go'e gamle Poul Anker! Der er reserveret plads til os i restauranten forrest.
Nu hvor der ikke bliver depot i dag, er det svært ikke at lade sig friste af morgenbordet til 79 kr. Hvad skal man ellers lave i 3½ time? Og senere er der frokost til 70 kr. kl. 11.30. Nu skal depoterne fyldes!!!
Det viser sig heldigvis, at begge de små biler kommer med. Der har været en del omladning, så alle tasker kommer med frem til hotellet samtidigt med os. Overfarten forløber ellers planmæssigt og vi kommer fra borde og af sted kun en god time forsinket.
Nordtyskland ligner sig selv. Vi mødes inden længe af let regn, men det går ret hurtigt over. Siden er der ret kraftig modvind, men det er kun trækkerhold 1 og 2, der bliver kaldt frem. Holdene var i øvrigt lavet om. Nu er jeg på hold 4 og ikke hold 3 og sammen med nogle nye mennesker. Ved ikke hvorfor, vi fik bare en seddel med de nye hold på.
Efter 4 timers køretid er vi fremme i Bentwisch. I den sidste del af turen bliver tempoet øget samtidig med at jeg kører i den forkerte side i forhold til sidevinden. Men jeg klarer mig i gennem.
Vi er fremme ved 5-tiden, da har jeg ikke fået noget at spise siden 11.30, så 2 store stykker drømmekage og en øl gør underværker. I morgen skulle alt blive normalt, hvis ellers lastbilen er nået frem. Tissepause efter hver 25'de kilometer og depot efter hver 50.
Der er en samling - kaldet bagklap - med information og underholdning kl. 19.30, før det er der tid til et bad og lidt skrivning. Jeg deler værelse med Thomas, lægen. Vi kommer fint ud af det med hinanden. Så er der middag kl. 20. Udmærket tysk mad. En stor mørk fadøl til skal man selv betale. Så igen et kort info møde og så går Thomas og jeg til ro. Jeg skal dog lige prøve at få skrevet resten af dagen ind på bloggen. Computeren laver endnu mere vrøvl end før, men til sidst falder den til føje og jeg får skrevet det sidste til. Thomas snorker allerede højlydt.
Alarmen er sat til 5.45 i morgen tidlig. Morgenmad kl. 6.00 og vi kører kl. 7.00. Jeg skal lige nå at smøre kæden. Den står på 202 km.
Dagen i dag bød på
16,8 km + 113 km
Desværre kommer vi ikke med den planlagte færge kl. 8 - den er aflyst - tjaa... hvad kan man sige....
Der er dog en anden allerede kl. 9 som vist kan tage hovedparten af dem, der skulle have været med kl. 8. V kommer i hvert fald med, men nogle af bilerne kommer først med i aften kl. 20.30. Gad vide hvornår jeg ser min bagage?
Det er den store taske jeg tænker på, den jeg afleverede i går. Min har nr. 21 - i den ligger min "beauty box", en plast kasse, der skal stå i mekaniker bilen med ting man kan få brug for i løbet af dagen. Desuden har jeg den taske, jeg havde med her til morgen med min toilettaske, skiftetøj til færgen, den lille computer m.m. Forhåbentlig skal jeg ikke cykle med den hele dagen?
Sikke en begyndelse...
Og det fortsætter. Omkring 8.15 begiver vi os hen til cykel check-in. Det er en lille indhegnet gård med pigtråd øverst. Bilerne skal desværre om bord først - også alle dem fra kl. 8 afgangen - så det tager sin tid. Vi står og fryser med anstand. Regnjakken hjælper lidt, men.....
Den er et stykke over 9 før vi omsider bliver lukket om bord. Det er go'e gamle Poul Anker! Der er reserveret plads til os i restauranten forrest.
Nu hvor der ikke bliver depot i dag, er det svært ikke at lade sig friste af morgenbordet til 79 kr. Hvad skal man ellers lave i 3½ time? Og senere er der frokost til 70 kr. kl. 11.30. Nu skal depoterne fyldes!!!
Det viser sig heldigvis, at begge de små biler kommer med. Der har været en del omladning, så alle tasker kommer med frem til hotellet samtidigt med os. Overfarten forløber ellers planmæssigt og vi kommer fra borde og af sted kun en god time forsinket.
Nordtyskland ligner sig selv. Vi mødes inden længe af let regn, men det går ret hurtigt over. Siden er der ret kraftig modvind, men det er kun trækkerhold 1 og 2, der bliver kaldt frem. Holdene var i øvrigt lavet om. Nu er jeg på hold 4 og ikke hold 3 og sammen med nogle nye mennesker. Ved ikke hvorfor, vi fik bare en seddel med de nye hold på.
Efter 4 timers køretid er vi fremme i Bentwisch. I den sidste del af turen bliver tempoet øget samtidig med at jeg kører i den forkerte side i forhold til sidevinden. Men jeg klarer mig i gennem.
Vi er fremme ved 5-tiden, da har jeg ikke fået noget at spise siden 11.30, så 2 store stykker drømmekage og en øl gør underværker. I morgen skulle alt blive normalt, hvis ellers lastbilen er nået frem. Tissepause efter hver 25'de kilometer og depot efter hver 50.
Der er en samling - kaldet bagklap - med information og underholdning kl. 19.30, før det er der tid til et bad og lidt skrivning. Jeg deler værelse med Thomas, lægen. Vi kommer fint ud af det med hinanden. Så er der middag kl. 20. Udmærket tysk mad. En stor mørk fadøl til skal man selv betale. Så igen et kort info møde og så går Thomas og jeg til ro. Jeg skal dog lige prøve at få skrevet resten af dagen ind på bloggen. Computeren laver endnu mere vrøvl end før, men til sidst falder den til føje og jeg får skrevet det sidste til. Thomas snorker allerede højlydt.
Alarmen er sat til 5.45 i morgen tidlig. Morgenmad kl. 6.00 og vi kører kl. 7.00. Jeg skal lige nå at smøre kæden. Den står på 202 km.
Dagen i dag bød på
16,8 km + 113 km
fredag den 8. juli 2016
Dagen før dagen...
Så er det lige op over... I morgen går det løs.
Har vist fået klaret de fleste af de udeståender jeg havde. Fik i hvert fald slået græs og renset tagrender i går. Og var i Rønne for at aflevere raslebøssen, der har stået hos Inspiration på torvet i et halvt år. Den skulle egentlig have været afleveret dagen før - det havde jeg heldigvis glemt - ellers havde jeg følt mig nødsaget til at køre til Rønne i forgårs.... I pissende regn.
Da jeg løftede på bøssen var den stort set tom. Noget overraskende for da jeg var inde hos KL guld og sølv for nylig, havde de også én stående, og den var stort set fuld! Nå, det kan man så filosofere over....
I dag skal jeg pakke den store taske, der skal afleveres i løbet af dagen hos Bech Hansen & Studsgaard. Sådan at jeg kun har en lille rygsæk i morgen tidlig med tøj til at trække over cykeltøjet, mens vi er på færgen og toilettasken og den lille rejsecomputer.
Jeg skulle også gerne nå at reparere en guitar færdigt, som jeg har skaffet til en af mine flygtninge-venner. Den ser hæslig ud og da vi satte strenge på krakelerede plastik'en på to af stemmeskruerne, så jeg har måttet bestille et nyt sæt stemmeskruer, hvor jeg fik skiftet det vigtigste i går. Så nu er der 6 strenge på den, og den kan spille. Er af et mærke, der hedder Landola fra Finland. Ud fra typenummeret tror jeg den er fra 70'erne, men med nye stemmeskruer, bliver det en udmærket guitar. Blev den slebet og lakeret på ny m.m. ville den blive rigtig flot. Det var en dame i Kirkens Korshærs Genbrug der havde den liggende hjemme på loftet. Manden ville køre den på BOFA, men jeg insisterede på at se på den først. Den var ikke køn og havde kun én streng, men gribebrædtet var fint lige og i øvrigt sammensat af to stykker træ, som det skal være, hvis det skal være rigtigt. Og den ene streng gav en rimelig lyd fra sig. Så Kirkens Korshær er nu blevet 30 kr rigere. Jeg havde egentlig tænkt 25, men jeg havde kun 30 og ville ikke være bekendt at skulle have penge tilbage.
Så skulle jeg også gerne nå at lappe min "nattecykel", den med navdynamo. For tredje gang. Jeg var lige ovre for at lappe den unge mand med guitarens cykel i går eftermiddags. Cyklede lige de 300 m hjem. Og da jeg så skulle af sted til Ivar og Elly i sommerhuset i Boderne, var cyklen flad. Måtte pumpe 2 gange undervejs. Lavede senere en eksemplarisk lapning - troede jeg - men jeg følte åbenbart ikke grundigt nok inde i dækket. I hvert fald blev den ved med ikke at holde luft. Og jeg fandt et kraftigt lille søm, der stadig sad i dækket. Efter det var fjernet og endnu en lapning lavet endte med at køre hjemad og håbe det bedste.... Måtte pumpe 4 gange undervejs - i mørke - måtte føle mig frem. Om lidt skal de sidste huller findes.
Lige nu sidder jeg og skriver på min nye blog og venter på, at Brugsen skal åbne kl. 8, så jeg kan få købt en liter mælk til min morgenmad, der var kun en anelse yogurt tilbage - den har jeg spist.
Har vist fået klaret de fleste af de udeståender jeg havde. Fik i hvert fald slået græs og renset tagrender i går. Og var i Rønne for at aflevere raslebøssen, der har stået hos Inspiration på torvet i et halvt år. Den skulle egentlig have været afleveret dagen før - det havde jeg heldigvis glemt - ellers havde jeg følt mig nødsaget til at køre til Rønne i forgårs.... I pissende regn.
Da jeg løftede på bøssen var den stort set tom. Noget overraskende for da jeg var inde hos KL guld og sølv for nylig, havde de også én stående, og den var stort set fuld! Nå, det kan man så filosofere over....
I dag skal jeg pakke den store taske, der skal afleveres i løbet af dagen hos Bech Hansen & Studsgaard. Sådan at jeg kun har en lille rygsæk i morgen tidlig med tøj til at trække over cykeltøjet, mens vi er på færgen og toilettasken og den lille rejsecomputer.
Jeg skulle også gerne nå at reparere en guitar færdigt, som jeg har skaffet til en af mine flygtninge-venner. Den ser hæslig ud og da vi satte strenge på krakelerede plastik'en på to af stemmeskruerne, så jeg har måttet bestille et nyt sæt stemmeskruer, hvor jeg fik skiftet det vigtigste i går. Så nu er der 6 strenge på den, og den kan spille. Er af et mærke, der hedder Landola fra Finland. Ud fra typenummeret tror jeg den er fra 70'erne, men med nye stemmeskruer, bliver det en udmærket guitar. Blev den slebet og lakeret på ny m.m. ville den blive rigtig flot. Det var en dame i Kirkens Korshærs Genbrug der havde den liggende hjemme på loftet. Manden ville køre den på BOFA, men jeg insisterede på at se på den først. Den var ikke køn og havde kun én streng, men gribebrædtet var fint lige og i øvrigt sammensat af to stykker træ, som det skal være, hvis det skal være rigtigt. Og den ene streng gav en rimelig lyd fra sig. Så Kirkens Korshær er nu blevet 30 kr rigere. Jeg havde egentlig tænkt 25, men jeg havde kun 30 og ville ikke være bekendt at skulle have penge tilbage.
Så skulle jeg også gerne nå at lappe min "nattecykel", den med navdynamo. For tredje gang. Jeg var lige ovre for at lappe den unge mand med guitarens cykel i går eftermiddags. Cyklede lige de 300 m hjem. Og da jeg så skulle af sted til Ivar og Elly i sommerhuset i Boderne, var cyklen flad. Måtte pumpe 2 gange undervejs. Lavede senere en eksemplarisk lapning - troede jeg - men jeg følte åbenbart ikke grundigt nok inde i dækket. I hvert fald blev den ved med ikke at holde luft. Og jeg fandt et kraftigt lille søm, der stadig sad i dækket. Efter det var fjernet og endnu en lapning lavet endte med at køre hjemad og håbe det bedste.... Måtte pumpe 4 gange undervejs - i mørke - måtte føle mig frem. Om lidt skal de sidste huller findes.
Lige nu sidder jeg og skriver på min nye blog og venter på, at Brugsen skal åbne kl. 8, så jeg kan få købt en liter mælk til min morgenmad, der var kun en anelse yogurt tilbage - den har jeg spist.
Abonner på:
Opslag (Atom)