Der er adskillige kortere stop i nattens løb, hvor jeg har mulighed for at købe noget at spise, men jeg har ikke lyst til at spise, så jeg bliver ved med at udskyde det, til det er for sent, eftersom vi kun sætter passagerer af og på i Bremen, Hamburg og Lübeck. Så nu er klokken blevet 12.30, og jeg har kun lidt vand at drikke. Men vi er også ved færgen. Der var lige en times interessant afbrydelse i Heiligenhafen. Jeg undrede mig først over, hvorfor vi drejede af? Indtil jeg så en bil foran fra det tyske tollamt med et skilt: "Follow me" på taget.
Der holdt allerede én bus, så vi ventede et kvarters tid på at den blev færdigbehandlet. Der var 8-10 bevæbnede politifolk og toldere. Først skulle vi 2 af gangen stige ud med vores habengut og tage vores øvrige bagage med hen til gennemlysning som i lufthavnen. Dernæst blev vi sendt ind for at vente i en garage, hvor nogle enkelte fik gennemrodet bagagen. Vi andre stod bare og ventede. Der var vist et toilet på den anden side af bygningen for folk rendte af sted i tide og utide. Da alle var ude, fandt man en kuffert uden ejermand. Abdullah.... et eller andet. Ingen ville kendes ved den eller navnet. Den blev gennemrodet, men de fandt vist ikke noget for i sidste ende fik chaufføren den med igen. Det er lidt mærkeligt at standse en bus, der nærmest er på vej ud af landet. Gad vide om det er gengældelse, fordi tyskerne skal vise pas til Danmark? Og pas skulle vi ikke engang vise, havde det så bare været det.
Omsider kommer vi på færgen, og jeg kan stille mig i kø i cafeteriaet Da jeg kommer frem kaster jeg mig over herlighederne: frugtsalat, en sandwich med ost, skinke og tomat, en juice, et kæmpe stykke kage med kirsebær og en cappucino. Euro har jeg masser af. Det er kun lige, jeg kan nå at få det ned og nå på toilettet og få spist min halve pille, inden vi er ovre.
I Bremen kom der en ny ung mand ved siden af mig. Nu taler jeg til ham, og han viser sig at være fra Brasilien. Har været udvekslingsstudent i München og har studeret et år i Bremen. Nu skal han på en mindre rundtur inden han skal hjem. 3 dage i København, 2 dage i Malmö, 4 dage i Stockholm og så til sidst til Moskva. Jeg fortæller om Danmark og de ting vi kører forbi, og han fortæller om Brasilien og på den måde går tiden hurtigt fra færgen til Hovedbanen. Shaver hedder han, jeg har ikke set det på tryk, men han har fået min mail-adresse.
tirsdag den 19. juli 2016
Dag 9 Sidste dag i Paris
Da jeg om morgenen spørger efter et teknisk museum i receptionen, kan hun ikke hjælpe mig. Så spørger jeg efter et turistkontor, og hun indtegner ét på Concorde Pladsen. Udenfor møder jeg nogle af de andre og siger, at hvis jeg havde haft en computer, skulle jeg da hurtigt selv havde fundet det. Jamen der er computere indenfor, siger Roland og trækker mig med ind. Der er to. Og de er desværre besat af nogle drenge, der spiller spil. Jeg spørger høfligt, om det mon varer 1 eller 3 minutter, før den ene af dem er færdig. 10 mener han. Han er stor og lasket og øretæveindbydende. Jeg afholder mig dog fra at gå til yderligheder, og går i stedet hårdere til de andre ved simpelthen at sige, at jeg skal bruge computeren til at søge efter noget. De søde unge mennesker flytter sig straks, og det tager mig virkelig kun få sekunder at finde det. Også fordi jeg kunne huske ca. hvor det lå. Jeg skulle nok have kaldt det et science center og ikke et teknisk museum.
Der er en opstilling som den jeg fik ide til, da jeg gik på værkstedsskole i 90'erne. Og hvor jeg fik lavet "slæden" men siden gik i stå. Den skulle vise princippet i parallakse metoden som man kan anvende til at finde afstande til de nærmeste stjerner.
Jeg har en fin dag dér indtil ved halv fire-tiden, hvor jeg kører ind til centrum og går rundt langs Seinen og ved Notre Dame og nyder en kort stund at være turist sammen med alle de andre turister. Det er stegende varmt.
Jeg finder ud til busstationen ved Galieni, man skal være der en time før til check-in. Der møder jeg en anden dansker, som skal med samme bus. Han har været ude at sejle med et stort sejlskib fra Antwerpen til Brest. Check-in til Copenhague starter først 18.15 selv om bussen skal køre kl.19.
Klokken bliver 19 uden at der sker noget. På et tidspunkt dukker der én op der på gebrokkent tysk taler til de nærmest stående. Jeg hører "stau" og "minuten". En anden dansker mener, han sagde 30 min.
Omsider dukker der én op, som åbenbart er chaufføren. Han er østeuropæer af en slags, men det skal han ikke lastes for. Vi kommer af sted 50 min forsinket.
Der er en opstilling som den jeg fik ide til, da jeg gik på værkstedsskole i 90'erne. Og hvor jeg fik lavet "slæden" men siden gik i stå. Den skulle vise princippet i parallakse metoden som man kan anvende til at finde afstande til de nærmeste stjerner.
Jeg har en fin dag dér indtil ved halv fire-tiden, hvor jeg kører ind til centrum og går rundt langs Seinen og ved Notre Dame og nyder en kort stund at være turist sammen med alle de andre turister. Det er stegende varmt.
Jeg finder ud til busstationen ved Galieni, man skal være der en time før til check-in. Der møder jeg en anden dansker, som skal med samme bus. Han har været ude at sejle med et stort sejlskib fra Antwerpen til Brest. Check-in til Copenhague starter først 18.15 selv om bussen skal køre kl.19.
Klokken bliver 19 uden at der sker noget. På et tidspunkt dukker der én op der på gebrokkent tysk taler til de nærmest stående. Jeg hører "stau" og "minuten". En anden dansker mener, han sagde 30 min.
Omsider dukker der én op, som åbenbart er chaufføren. Han er østeuropæer af en slags, men det skal han ikke lastes for. Vi kommer af sted 50 min forsinket.
lørdag den 16. juli 2016
Dag 8 Fra Essômes sur Marne til Paris
Alle morgenrutinerne er jo efterhånden helt på plads, så det er helt underligt først at skulle køre 7.30 i dag. Til gengæld har jeg meldt mig til at hjælpe med at tage cyklerne ud kl. 6. De står stakket i et stort mørkt rum, så det ville blive totalt kaos, hvis hver skulle hente sin cykel.
Vi er klar kl. 7.30 - eller næsten. Der mangler lige Mikkelsen, som nogen går ind for at hente. Han er der få minutter senere. Muligvis ikke helt ædru. Han fumler i hvert fald med hjælmen, så han taber den, og bliver sendt ned bagved i feltet. Det er ham, der hedder Hans, og er med på vores ekstra trækker hold i midten. I stedet får vi Brian Kofoed og det passer fint, for både han og jeg kan hjælpe Roland, når/hvis Henry skal have hjælp.
Det går fint mod Byernes By. Der er nogle kun nogle få stejlere stigninger, hvor jeg er heldig at få tjansen, med Roland på én af dem. Og så på et par mindre. Det at have opgaver, gør at turen går hurtigere. Det virker i hvert fald sådan.
Der er kun et enkelt depot efter 64 km. Til gengæld et par ekstra tissepauser, så folk kan få tisset af, inden vi for alvor kører ind i Paris. Der kommer en forstad, hvor jeg tænker, at her begynder Paris nok, men siden kommer der marker og skov igen, så det var falsk alarm.
Men omsider er det bymæssig bebyggelse hele tiden, og der kommer lyskurve og vi øver os i at "pakke". Normalt kører vi jo 2 og 2, men når der er vognbaner ved lyskurvene trækker vi feltet sammen, ved at køre frem i 4-5 rækker. Herved bliver feltet meget kortere, og vi forhindrer køretøjer i at mase sig ind imellem os. Der er ikke noget helt fast system for det, men man mærker sig, hvem det er man ligger bag og skal lade køre først, når der bliver grønt.
På denne måde kommer vi frem til det gamle kvægtorv, hvor samtlige Rynkeby ryttere skal samles. Vi har en plads, hvor vi skal lægge cyklerne. Vi skal køre som hold 4 af de 38 hold.
Der er mødt pårørende op allerede her. Vi er blandt de første hold, der ankommer, men inden længe fyldes pladsen op. Finner, svenskere, nordmænd og færinger - og så selvfølgelig alle danskerne. Jeg går ud for at lede efter min islandske ven - Larus. Han bor i Danmark og kører med for Vordingborg. Jeg kom til at snakke med ham, da de besøgte os på Bornholm. Og tilfældigvis skulle jeg med den samme færge til Køge som dem. Så der fik vi talt endnu mere. Det er meningen, at han og en islandsk ven (der bor i Island), skal starte et islandsk hold til næste år.
Jeg finder ham og vi gratulerer hinanden med gennemførelsen.
Så starter den store parade. Vi skal køre 4 og 4 med mændene yderst og damerne inde imellem - så vidt muligt. Jeg synes ikke jeg får kuldegysninger eller at hårene rejser sig nogen steder. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at cykle alene rundt i Paris og se på byen. Vi skal sørge for, at der ikke kan presse sig køretøjer ind imellem, så "kæden skal holdes stram" hele tiden. Det betyder at man skiftevis kører og standser næsten helt op. Vi har kørt adskillige kilometer, før jeg første gang klikker i med begge
pedaler - og kun af kortere varighed.
Det er stegende varmt - 30 gr. siger nogle. Vi kommer forbi Notre Dame og Concorde pladsen, men
man skal hele tiden koncentrere sig umådeligt om kørslen. Det er mere en prøvelse end en nydelse.
Omsider når vi frem til den endelige destination et græsområde, hvor hvert hold har sin baldakin hvor under champagne m.m. står klar. Først skal vi dog igennem en lille sti, hvor de pårørende står som på en bjergetape omkring os. Heldigvis gælder det ikke om at komme først, så var der nok røget nogle tilskuere.
Jeg ved ikke hvad det er vi drikker, ikke champagne i hvert fald, men passende til at fejre de tilbagelagte 1300 km. Der er også kransekage. Og i den anden ende af pladsen et længe ventet toilet.
Henry render rundt og leder efter konen, der skulle være på vej i en taxa. Af de øvrige pårørende kender jeg efterhånden nogle af dem.
Vi følger tidsplanen og skal snart videre, mens Henry stadig ikke har fået kontakt, og vi må efterlade ham. Senere erfarer jeg, at man åbenbart har aftalt, at de kan komme med i mekaniker bilen. Vi kører til hotellet og direkte ned i kælderen, hvor der nu skal pakkes om, så den bagage der skal hjem med lastbilen kan blive pakket med det samme, ligesom cyklen bliver sat på lastbilen. Mit eneste problem er at jeg ikke kan finde kameraet, som længe har ligget løst i den store taske. Jeg kan ikke mærke det nogen steder - men måske er det der - det vil vise sig, når jeg er kommet hjem.
Så skal vi mådes på en restaurant i Boulevard Hausmann kl. 21, og nu er der tid til et par timer for sig selv. I mit tilfælde helt alene, da Thomas har værelse sammen med kæresten, der er kommet herned.
Jeg havde tænkt mig at gå de 3,5 km til restauranten og når at få et kort i receptionen og få hende til at vise mig, hvor vi er, så spørger Bjarne, som har kørt som mekaniker, og sønnen Patrick, om jeg vil køre med til restauranten, for de har allerede bestilt en taxa.
Jeg er ikke sen til at ombestemme mig, selv om jeg egentlig havde glædet mig at skulle ud i Paris på egen hånd med kort. Men det her vil gøre tingene dejligt simple. Så jeg lader mig endnu engang føre af sted.....
Det er på Hotel Ambassador, som er lige så fint, som navnet lyder. Der er virkelig stil over det. Vi starter med champagne - ægte - mindre kan ikke gøre det. For de fleste er det nok også en forløsning at være nået frem - at have gjort det!!! Jeg føler mig ikke ekstatisk på nogen måde. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt tvivlet på at jeg kunne gennemføre.
Middagen er kød, kød og chokoladetærte. Rent kulinarisk er det ikke den rette kombination, men erfaringen siger, at folk vil have rødt kød efter 8 dage med kylling og gris. Der er langt over 100 mennesker, vi er ikke mange, der ikke har pårørende, der er kommet for at tage imod. Det generer mig nu ikke.
Der er også mange, der vil sige noget. Angelo - kaptajnen - naturligvis og Ole, der har ligget lige bag trækker holdet og forsøgt at holde dem i ave af hensyn til dem, der har det hårdt, og derfor ligger oppe foran. Og adskillige andre. Det er vist kun Klaus Vesløv, der er af os nye, ellers er det den gamle garde.
Vi har vist været det hurtigste hold i flere år. Men er det et mål i sig selv? Vi har fået alle med, men hvordan har dem, der er blevet skubbet og trukket, det med det? Kunne alle ikke være kommet frem ved egen hjælp indenfor tidsgrænsen?
For mange har målet slet og ret været at gennemføre. Personligt har jeg vist ikke et sekund været i tvivl om, at det kunne jeg, Så jeg har gerne villet sætte et eller andet aftryk. Det fik jeg lejlighed til, da vores midter trækker hold blev dannet. Det trækker hold jeg oprindelig var på fik kun lejlighed til at fungere én gang. Jeg ved ikke hvorfor og heller ikke HVEM der så har ligget foran. Vist kun hold 1 og 2 af de 4 hold. Da jeg spurgte Tony, lød det som om, han havde været på hele vejen.
Det at have en opgave undervejs, eller i mit tilfælde egentlig to, har fået turen til at gå lettere og samtidig fået mig til at føle, at jeg kunne bidrage med noget til holdet.
Vi er klar kl. 7.30 - eller næsten. Der mangler lige Mikkelsen, som nogen går ind for at hente. Han er der få minutter senere. Muligvis ikke helt ædru. Han fumler i hvert fald med hjælmen, så han taber den, og bliver sendt ned bagved i feltet. Det er ham, der hedder Hans, og er med på vores ekstra trækker hold i midten. I stedet får vi Brian Kofoed og det passer fint, for både han og jeg kan hjælpe Roland, når/hvis Henry skal have hjælp.
Det går fint mod Byernes By. Der er nogle kun nogle få stejlere stigninger, hvor jeg er heldig at få tjansen, med Roland på én af dem. Og så på et par mindre. Det at have opgaver, gør at turen går hurtigere. Det virker i hvert fald sådan.
Der er kun et enkelt depot efter 64 km. Til gengæld et par ekstra tissepauser, så folk kan få tisset af, inden vi for alvor kører ind i Paris. Der kommer en forstad, hvor jeg tænker, at her begynder Paris nok, men siden kommer der marker og skov igen, så det var falsk alarm.
Men omsider er det bymæssig bebyggelse hele tiden, og der kommer lyskurve og vi øver os i at "pakke". Normalt kører vi jo 2 og 2, men når der er vognbaner ved lyskurvene trækker vi feltet sammen, ved at køre frem i 4-5 rækker. Herved bliver feltet meget kortere, og vi forhindrer køretøjer i at mase sig ind imellem os. Der er ikke noget helt fast system for det, men man mærker sig, hvem det er man ligger bag og skal lade køre først, når der bliver grønt.
På denne måde kommer vi frem til det gamle kvægtorv, hvor samtlige Rynkeby ryttere skal samles. Vi har en plads, hvor vi skal lægge cyklerne. Vi skal køre som hold 4 af de 38 hold.
Der er mødt pårørende op allerede her. Vi er blandt de første hold, der ankommer, men inden længe fyldes pladsen op. Finner, svenskere, nordmænd og færinger - og så selvfølgelig alle danskerne. Jeg går ud for at lede efter min islandske ven - Larus. Han bor i Danmark og kører med for Vordingborg. Jeg kom til at snakke med ham, da de besøgte os på Bornholm. Og tilfældigvis skulle jeg med den samme færge til Køge som dem. Så der fik vi talt endnu mere. Det er meningen, at han og en islandsk ven (der bor i Island), skal starte et islandsk hold til næste år.
Jeg finder ham og vi gratulerer hinanden med gennemførelsen.
Så starter den store parade. Vi skal køre 4 og 4 med mændene yderst og damerne inde imellem - så vidt muligt. Jeg synes ikke jeg får kuldegysninger eller at hårene rejser sig nogen steder. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at cykle alene rundt i Paris og se på byen. Vi skal sørge for, at der ikke kan presse sig køretøjer ind imellem, så "kæden skal holdes stram" hele tiden. Det betyder at man skiftevis kører og standser næsten helt op. Vi har kørt adskillige kilometer, før jeg første gang klikker i med begge
pedaler - og kun af kortere varighed.
Det er stegende varmt - 30 gr. siger nogle. Vi kommer forbi Notre Dame og Concorde pladsen, men
man skal hele tiden koncentrere sig umådeligt om kørslen. Det er mere en prøvelse end en nydelse.
Omsider når vi frem til den endelige destination et græsområde, hvor hvert hold har sin baldakin hvor under champagne m.m. står klar. Først skal vi dog igennem en lille sti, hvor de pårørende står som på en bjergetape omkring os. Heldigvis gælder det ikke om at komme først, så var der nok røget nogle tilskuere.
Jeg ved ikke hvad det er vi drikker, ikke champagne i hvert fald, men passende til at fejre de tilbagelagte 1300 km. Der er også kransekage. Og i den anden ende af pladsen et længe ventet toilet.
Henry render rundt og leder efter konen, der skulle være på vej i en taxa. Af de øvrige pårørende kender jeg efterhånden nogle af dem.
Vi følger tidsplanen og skal snart videre, mens Henry stadig ikke har fået kontakt, og vi må efterlade ham. Senere erfarer jeg, at man åbenbart har aftalt, at de kan komme med i mekaniker bilen. Vi kører til hotellet og direkte ned i kælderen, hvor der nu skal pakkes om, så den bagage der skal hjem med lastbilen kan blive pakket med det samme, ligesom cyklen bliver sat på lastbilen. Mit eneste problem er at jeg ikke kan finde kameraet, som længe har ligget løst i den store taske. Jeg kan ikke mærke det nogen steder - men måske er det der - det vil vise sig, når jeg er kommet hjem.
Så skal vi mådes på en restaurant i Boulevard Hausmann kl. 21, og nu er der tid til et par timer for sig selv. I mit tilfælde helt alene, da Thomas har værelse sammen med kæresten, der er kommet herned.
Jeg havde tænkt mig at gå de 3,5 km til restauranten og når at få et kort i receptionen og få hende til at vise mig, hvor vi er, så spørger Bjarne, som har kørt som mekaniker, og sønnen Patrick, om jeg vil køre med til restauranten, for de har allerede bestilt en taxa.
Jeg er ikke sen til at ombestemme mig, selv om jeg egentlig havde glædet mig at skulle ud i Paris på egen hånd med kort. Men det her vil gøre tingene dejligt simple. Så jeg lader mig endnu engang føre af sted.....
Det er på Hotel Ambassador, som er lige så fint, som navnet lyder. Der er virkelig stil over det. Vi starter med champagne - ægte - mindre kan ikke gøre det. For de fleste er det nok også en forløsning at være nået frem - at have gjort det!!! Jeg føler mig ikke ekstatisk på nogen måde. Jeg har nok ikke på noget tidspunkt tvivlet på at jeg kunne gennemføre.
Middagen er kød, kød og chokoladetærte. Rent kulinarisk er det ikke den rette kombination, men erfaringen siger, at folk vil have rødt kød efter 8 dage med kylling og gris. Der er langt over 100 mennesker, vi er ikke mange, der ikke har pårørende, der er kommet for at tage imod. Det generer mig nu ikke.
Der er også mange, der vil sige noget. Angelo - kaptajnen - naturligvis og Ole, der har ligget lige bag trækker holdet og forsøgt at holde dem i ave af hensyn til dem, der har det hårdt, og derfor ligger oppe foran. Og adskillige andre. Det er vist kun Klaus Vesløv, der er af os nye, ellers er det den gamle garde.
Vi har vist været det hurtigste hold i flere år. Men er det et mål i sig selv? Vi har fået alle med, men hvordan har dem, der er blevet skubbet og trukket, det med det? Kunne alle ikke være kommet frem ved egen hjælp indenfor tidsgrænsen?
For mange har målet slet og ret været at gennemføre. Personligt har jeg vist ikke et sekund været i tvivl om, at det kunne jeg, Så jeg har gerne villet sætte et eller andet aftryk. Det fik jeg lejlighed til, da vores midter trækker hold blev dannet. Det trækker hold jeg oprindelig var på fik kun lejlighed til at fungere én gang. Jeg ved ikke hvorfor og heller ikke HVEM der så har ligget foran. Vist kun hold 1 og 2 af de 4 hold. Da jeg spurgte Tony, lød det som om, han havde været på hele vejen.
Det at have en opgave undervejs, eller i mit tilfælde egentlig to, har fået turen til at gå lettere og samtidig fået mig til at føle, at jeg kunne bidrage med noget til holdet.
fredag den 15. juli 2016
Dag 7 Fra Sedan til Essômes sur Marne
Det er en diset og kølig morgen. Vist nok kun 8 gr. Jeg tager alt mit tøj på, hvilket vil sige: korte cykelbukser med seler, cykelbluse med løse ærmer, vindvest og regnjakke.
Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål yogurt naturel tilføjet havregryn og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost, en pain aux chocolat og en kop cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.
Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og inden en time har den brændt disen væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved første tissepause og vindvesten og ærmerne ved første depot.
Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan fordækket giver sig. Man kunne måske indvende, at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men er det pumpet op til 8 bar, kan jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får hurtigt et andet hjul og får mit eget tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
-
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går det. Mest op i starten, men fra km 25 til 35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans og jeg selv sagde hunden - fortsætter vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem en på hver side, når det kniber. På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.
På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter hver 10 km og en hjælper skiftes ud efter behov. Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter et stop eller en pause, tager det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men så kører det. Min hofte har det bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.
Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden bagskifter er der ikke nogen alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på et tidspunkt. Han har haft problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok konen er med i beslutningsprocessen.
Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er der et vidt udsyn. Små byer putter sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem dem og måske kirkeklokken lige slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset hvad man får set, dertil går det for stærkt, selv om farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og fremfor alt: vejen er ofte dårlig her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer, brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager risikomomenterne og råber videre til dem længere nede, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så dem, som ikke kan se noget, før det måske er for sent, bliver opmærksom på faren.
Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den tager prisen som det mest velsmagende måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget tidspres i dag, så pausen bliver så lang, at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.
Vi er fremme ved halv fire-tiden og dem der vil, kører med på en lille ekstra tur, op til et amerikansk mindesmærke, hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører med - jeg er naturligvis én af dem. Det er jo sådan noget jeg plejer. At se seværdighederne dér, hvor jeg passerer igennem. Vi stikker en øl i lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.
Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske soldater i området i "den store krig", Første Verdenskrig.
For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30. Måske kan jeg oven i købet nå at få en stol?
166 km
Alting fungerer her til morgen, og morgenmaden er fin. Jeg indtager en skål yogurt naturel tilføjet havregryn og et væld af andre ting inklusive frugt. Efterfølgende et stykke brød med ost, en pain aux chocolat og en kop cappucino. Det må være nok, der er jo forplejning efter ca. 60 km.
Det er koldt i starten, men inden et kvarter ser vi solen for første gang og inden en time har den brændt disen væk, så temperaturen kommer efterhånden i vejret. Regnjakken kommer af ved første tissepause og vindvesten og ærmerne ved første depot.
Jeg har min første defekt. Ved en jernbaneoverskæring mærker jeg, hvordan fordækket giver sig. Man kunne måske indvende, at det er det, der er meningen med at komme luft i en slange inden i et dæk, men er det pumpet op til 8 bar, kan jeg hilse og sige, at der giver det sig IKKE. Altså en punktering. Jeg får hurtigt et andet hjul og får mit eget tilbage med ny slange ved depotet. Det er jo dejlig nemt.
-
Landskabet omkring os varierer på smukkeste vis. Det er mageløst. Op og ned går det. Mest op i starten, men fra km 25 til 35 går det nedad. Jeg når, at være på hårdt arbejde i starten. Vi - Roland, Hans og jeg selv sagde hunden - fortsætter vores arbejde med at hjælpe Henry over de stejleste højdedrag. Det meste af tiden ligger Henry midt i, i slipstrømmen fra de to forankørende, mens hans to hjælpere ligger lige bagved og trækker frem en på hver side, når det kniber. På skift holder vi pause og deltager på trækkerholdet i midten af feltet.
På denne måde går dagen hurtigt. Trækker holdet ruller (skifter pladser) efter hver 10 km og en hjælper skiftes ud efter behov. Mine ben er gode - fremragende faktisk - når de skal på arbejde. Men lige efter et stop eller en pause, tager det noget tid at få dem i gang. På første bakke dør de nærmest under mig - men så kører det. Min hofte har det bedre. Jeg mener jeg også kunne sove på venstre side i nattens løb.
Ud over punkteringer, kæder der skal hjælpes på plads igen og en enkelt afvreden bagskifter er der ikke nogen alvorlige uheld og vist ingen styrt. Ole må dog beordres ind i Servicebilen på et tidspunkt. Han har haft problemer med achilles-senen de seneste dage, men giver sig nødigt. Jeg tror nok konen er med i beslutningsprocessen.
Det er en vidunderlig dag. Landskab følger på landskab. Det meste af tiden er der et vidt udsyn. Små byer putter sig nede i dale, andre beklæder bakkeskråninger. Ind imellem kommer vi gennem dem og måske kirkeklokken lige slår et par spinkle slag i det samme. Det er dog begrænset hvad man får set, dertil går det for stærkt, selv om farten som regel er reduceret lidt. Men der er sving, rundkørsler og sideveje og fremfor alt: vejen er ofte dårlig her, så der bliver råbt ustandseligt. Om huller, dæksler, indsnævringer, brosten, holdende biler o.s.v. Ned igennem feltet forplanter råbene sig. Meningen er jo, at de forreste opdager risikomomenterne og råber videre til dem længere nede, der gentager råbet, der så løber ned gennem feltet, så dem, som ikke kan se noget, før det måske er for sent, bliver opmærksom på faren.
Højdepunktet er dog middagsdepotet. Det er "bare" en sammenkogt ret, men den tager prisen som det mest velsmagende måltid på turen - so far. Synes JEG i hvert fald. Vi er ikke under noget tidspres i dag, så pausen bliver så lang, at man kan nå at sidde lidt i solen og filosofere eller betragte landskabet.
Vi er fremme ved halv fire-tiden og dem der vil, kører med på en lille ekstra tur, op til et amerikansk mindesmærke, hvorfra der er flot udsigt ud over hele området. Det er vel halvdelen, der kører med - jeg er naturligvis én af dem. Det er jo sådan noget jeg plejer. At se seværdighederne dér, hvor jeg passerer igennem. Vi stikker en øl i lommen, men det viser sig at mekaniker-bilen kører med - med øl.
Mindesmærket er som sagt amerikansk, over de faldne amerikanske og franske soldater i området i "den store krig", Første Verdenskrig.
For en gangs skyld har jeg skrevet færdigt inden der er "bagklap" kl. 19.30. Måske kan jeg oven i købet nå at få en stol?
166 km
torsdag den 14. juli 2016
Dag 6 Fra Liège til Sedan
Jeg kom ikke til at køre med aben. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne stemme på mig selv, for jeg kunne ikke se, hvem der ellers havde dummet sig i den grad. Men der var åbenbart flere, der havde stemt på Matthias, for at være styrtet ind i en majsmark. Det må have foregået bag i feltet, for jeg vidste det ikke. Til gengæld fik jeg trøstpræmien et cover til en Garmin computer, det fremgår ikke hvilken.
Jeg kom til at kalde etapen forleden for kongeetapen. Det var en fejl. Ganske vist var det den længste, men den i dag er på over 190 km og inkluderer Mur de Huy. En stigning der er berømt, primært fra cykelløbet Fleche Wallone. Den har vist også været med, når Tour'en er startet i Belgien.
Igen er morgenmaden ikke klar kl. 6.00, og da der ikke siges noget om at afgangen er udsat, må man efter bedste evne lave en alternativ plan, så alt det, der skulle gøres EFTER morgenmaden, nu skal gøres FØR. Det er ikke optimale betingelser. Der er mindst ét Rynkeby Hold mere og der er lidt kaos, fordi nogle af os får sat os på deres pladser, men det lykkes da at få NOGET kastet ned. Kaffemaskinen er mindst 2 minutter om at brygge 2 kopper kaffe (den kan lave 2 kopper på én gang!), så tiden går.
Den er ikke mange minutter over 7 før vi er klar. Det er begyndt at regne ved afgangen og regnen tager hurtigt til i styrke og inden længe er man våd fra yderst til inderst. Ydermere er temperaturen faldet til 12-14 gr. så jeg ryster hurtigt af kulde. Jeg får proppet solbrillerne i en af baglommerne for med dem på, kan jeg stort set intet se.
Benene er der ikke noget i vejen med, men armene ryster sådan på nedkørslerne, at jeg har svært ved at styre lige. Der bliver en kort tissepause før Hui efter ca. 30 km og så drøner vi rystende ned til byen, over floden og hurtigt efter er bakken der så. Der er fri kørsel op. Dem der vil køre hurtigt op starter forrest, de andre sidst. Jeg stiller mig selvfølgelig blandt de forreste, nu skal jeg se, hvem jeg kan bide skeer med.
Det går nu ikke helt efter planen. Jeg kommer op forbi svinget med de 26%, men lidt efter kan jeg ikke få luft, og kroppen føles pludselig drænet for kræfter. Jeg standser for at få vejret. Efter en pause på et par minutter er jeg klar igen, og nu får jeg justeret hastigheden rigtigt og kommer resten af vejen op.
På dette tidspunkt er regnen hørt op, men selv ikke anstrengelsen har kunnet gøre os varme. Der er depot på toppen, som er omdannet til et Tour de France-agtigt marked. De fleste Rynkeby hold skal op her i dag.
Rystende går det videre, vi fortsætter med vores trækker-hold i midten, vejret klarer langsomt op og på et tidspunkt skinner solen. Først kortvarigt, siden mere vedvarende og bortset fra sko og sokker, tørrer det andet tøj efterhånden. Til sidst føles det næsten behageligt.
I regnvejret og de senere våde veje har vi 14 punkteringer. Kaptajnen står selv for 4. Ved den sidste, laver han en "Bjarne Riis" - kaster cyklen ud i grøften....
Landskabet bliver meget bakket og smukt, og vi når frem til frokost depotet. På dette tidspunkt føler jeg mig i krise. Jeg er øm i skuldrene og nakken og det føles lidt som de få gange, jeg har kørt mig selv helt ud over grænsen.
Det gælder om at få noget at spise i hvert fald. Morgenmaden nåede jeg heller ikke for meget af. Service holdet er her klædt ud som julemænd og danser om et juletræ, man kunne tro man havde fået hallucinationer.
Jeg har svært ved at nå det hele, men tvinger til sidst mig selv til at tylle en cola ned på et splitsekund.
Efter at have kørt lidt begynder jeg nu at føle mig på toppen igen.
Der kommer en vidunderlig nedkørsel til en by, der hedder Dinant ved floden Meusse. Hårnålesving med sådan nogle stensætninger i en halv meters højde ud mod afgrunden. Præcis som man ser dem der nede.
Herefter følger vi floden et langt stykke. Det første er med fineste asfalt, men ellers er vejene gennemgående af belgisk kvalitet, det vil sige med huller og dæksler, der har hævet eller sænket sig - eller altid været skæve. Der er en råben og skrigen det meste af vejen: "Hul højre", "Se op venstre", "Forfra", "Bagfra".
Det må være en speciel oplevelse for beboerne i de byer vi kører i gennem at høre denne råben på et for dem uforståelikgt sprog. "Hvad er det for galninge?", tænker de nok.
Vi kører længe langs floden, først på den ene side, så på den anden, og endelig tilbage igen. Der er vidunderligt. Senere kommer en lang opkørsel fra floden op til nye skønne områder. Farten er blevet sat kraftigt i vejret og fra et gennemsnit på begyndende 23,2 km/t vokser det i løbet af dagen til over 25 km/t.
Henry har vist ville stå af, men sådan skal det ikke være. Roland sætter sig ved siden af ham og skubber lidt på stigningerne. Til gengæld kommer Jytte på vores trækker hold.
Senere er Roland ved at blive slidt op så Hans tilbyder at hjælpe. Han skal så lægge sig alene bag ved dem og når det er nødvendigt hjælpe Roland. Til gengæld får vi så Lea frem på trækker holdet. Og når Hans eller Roland har brug for afløsning, træder jeg til. Det er heldigt, at jeg har fået det bedre.
På denne måde kommer vi endelig i mål kl. 17.02. Grunden til at vi gerne skal være i mål kl.17 er, at Toni og Anders fra TV2 Bornholm - som også deltager på lige fod med os andre - skal kommunikere med dem derhjemme om aftenenes udsendelse. Jeg tror det er et kvarter, de sender LIVE hver dag. Det bryder jeg mig ikke om. Altså det med at det skal styre forløbet for alle os andre.
Jeg kom til at kalde etapen forleden for kongeetapen. Det var en fejl. Ganske vist var det den længste, men den i dag er på over 190 km og inkluderer Mur de Huy. En stigning der er berømt, primært fra cykelløbet Fleche Wallone. Den har vist også været med, når Tour'en er startet i Belgien.
Igen er morgenmaden ikke klar kl. 6.00, og da der ikke siges noget om at afgangen er udsat, må man efter bedste evne lave en alternativ plan, så alt det, der skulle gøres EFTER morgenmaden, nu skal gøres FØR. Det er ikke optimale betingelser. Der er mindst ét Rynkeby Hold mere og der er lidt kaos, fordi nogle af os får sat os på deres pladser, men det lykkes da at få NOGET kastet ned. Kaffemaskinen er mindst 2 minutter om at brygge 2 kopper kaffe (den kan lave 2 kopper på én gang!), så tiden går.
Den er ikke mange minutter over 7 før vi er klar. Det er begyndt at regne ved afgangen og regnen tager hurtigt til i styrke og inden længe er man våd fra yderst til inderst. Ydermere er temperaturen faldet til 12-14 gr. så jeg ryster hurtigt af kulde. Jeg får proppet solbrillerne i en af baglommerne for med dem på, kan jeg stort set intet se.
Benene er der ikke noget i vejen med, men armene ryster sådan på nedkørslerne, at jeg har svært ved at styre lige. Der bliver en kort tissepause før Hui efter ca. 30 km og så drøner vi rystende ned til byen, over floden og hurtigt efter er bakken der så. Der er fri kørsel op. Dem der vil køre hurtigt op starter forrest, de andre sidst. Jeg stiller mig selvfølgelig blandt de forreste, nu skal jeg se, hvem jeg kan bide skeer med.
Det går nu ikke helt efter planen. Jeg kommer op forbi svinget med de 26%, men lidt efter kan jeg ikke få luft, og kroppen føles pludselig drænet for kræfter. Jeg standser for at få vejret. Efter en pause på et par minutter er jeg klar igen, og nu får jeg justeret hastigheden rigtigt og kommer resten af vejen op.
På dette tidspunkt er regnen hørt op, men selv ikke anstrengelsen har kunnet gøre os varme. Der er depot på toppen, som er omdannet til et Tour de France-agtigt marked. De fleste Rynkeby hold skal op her i dag.
Rystende går det videre, vi fortsætter med vores trækker-hold i midten, vejret klarer langsomt op og på et tidspunkt skinner solen. Først kortvarigt, siden mere vedvarende og bortset fra sko og sokker, tørrer det andet tøj efterhånden. Til sidst føles det næsten behageligt.
I regnvejret og de senere våde veje har vi 14 punkteringer. Kaptajnen står selv for 4. Ved den sidste, laver han en "Bjarne Riis" - kaster cyklen ud i grøften....
Landskabet bliver meget bakket og smukt, og vi når frem til frokost depotet. På dette tidspunkt føler jeg mig i krise. Jeg er øm i skuldrene og nakken og det føles lidt som de få gange, jeg har kørt mig selv helt ud over grænsen.
Det gælder om at få noget at spise i hvert fald. Morgenmaden nåede jeg heller ikke for meget af. Service holdet er her klædt ud som julemænd og danser om et juletræ, man kunne tro man havde fået hallucinationer.
Jeg har svært ved at nå det hele, men tvinger til sidst mig selv til at tylle en cola ned på et splitsekund.
Efter at have kørt lidt begynder jeg nu at føle mig på toppen igen.
Der kommer en vidunderlig nedkørsel til en by, der hedder Dinant ved floden Meusse. Hårnålesving med sådan nogle stensætninger i en halv meters højde ud mod afgrunden. Præcis som man ser dem der nede.
Herefter følger vi floden et langt stykke. Det første er med fineste asfalt, men ellers er vejene gennemgående af belgisk kvalitet, det vil sige med huller og dæksler, der har hævet eller sænket sig - eller altid været skæve. Der er en råben og skrigen det meste af vejen: "Hul højre", "Se op venstre", "Forfra", "Bagfra".
Det må være en speciel oplevelse for beboerne i de byer vi kører i gennem at høre denne råben på et for dem uforståelikgt sprog. "Hvad er det for galninge?", tænker de nok.
Vi kører længe langs floden, først på den ene side, så på den anden, og endelig tilbage igen. Der er vidunderligt. Senere kommer en lang opkørsel fra floden op til nye skønne områder. Farten er blevet sat kraftigt i vejret og fra et gennemsnit på begyndende 23,2 km/t vokser det i løbet af dagen til over 25 km/t.
Henry har vist ville stå af, men sådan skal det ikke være. Roland sætter sig ved siden af ham og skubber lidt på stigningerne. Til gengæld kommer Jytte på vores trækker hold.
Senere er Roland ved at blive slidt op så Hans tilbyder at hjælpe. Han skal så lægge sig alene bag ved dem og når det er nødvendigt hjælpe Roland. Til gengæld får vi så Lea frem på trækker holdet. Og når Hans eller Roland har brug for afløsning, træder jeg til. Det er heldigt, at jeg har fået det bedre.
På denne måde kommer vi endelig i mål kl. 17.02. Grunden til at vi gerne skal være i mål kl.17 er, at Toni og Anders fra TV2 Bornholm - som også deltager på lige fod med os andre - skal kommunikere med dem derhjemme om aftenenes udsendelse. Jeg tror det er et kvarter, de sender LIVE hver dag. Det bryder jeg mig ikke om. Altså det med at det skal styre forløbet for alle os andre.
onsdag den 13. juli 2016
Dag 5 Fra Wesel til Liège
Morgenrutinerne er på plads nu. Når bare morgenmaden er klar til tiden. Det var den i morges. Og der var nu 3 pumper til rådighed. Og så af sted.
Der kom også et Rynkeby hold fra Trekants området til hotellet i går. De inviterede til Beach Party. Thomas og jeg gik i seng, men der var nogle der blev hængende til ved et-tiden. Jeg tror kaptajnen var én af dem. Han virkede lidt groggy i morges. Da han ikke havde sagt noget om noget trækkerhold
i midten, tog vi selv initiativ til at fortsætte som i går.
Det var lidt køligt fra morgenstunden. Jeg havde været forudseende at tage ærmer på, men jeg godt have tænkt mig også at have vindvesten på. Det kunne jeg heldigvis komme til ved første tissepause efter 25 km. I øvrigt tisser jeg altid først efter 50, hvor der også er depot.
Jeg er ikke så sulten mere. De første dage kastede jeg mad, slik og juice i mig, hver gang der var mulighed for det, nu bliver det ikke til så meget.
Der var mindre vind end i går, så alting gik problemfrit. Landskabet kom hurtigt til at virke hollandsk. Fladt med masser af grøntsags marker og drivhuse. Også husene begyndte at få et anderledes præg. Endelig kom skiltet og vi VAR i Holland - indtil videre. Alle vinduerne med de nysselige gardiner fandtes stadig i vid udstrækning, som jeg husker dem fra for næsten 50 år siden. Vi kørte gennem by efter by og kom igen ind i Tyskland for en stund, kun for igen at krydse grænsen til Holland. Jeg havde taget regnjakken på ved middags depotet, da himlen så ubehagelig mørk ud længere fremme. Det var også forventet, at der skulle komme regn.
Det var Thomas, der havde aben i dag. Med det mener jeg Rynkeby's maskot en orangutan i en stor dukkestørrelse.
Den skal "Dagens Rynke" køre med på cyklen den følgende dag. Hvem der skal være det, stemmes der om hver dag, når vi er kommet i mål. Thomas havde fået den for "at have hevet den frem ved frokosten og tisset næsten op ad cyklerne". Jeg er bange for, at jeg har gjort mig fortjent til den i morgen. Jeg præsterede dagens dummeste styrt. Bedst som vi havde måttet standse i en hollandsk by fordi vejen var spærret, og jeg havde klikket ud med den ene fod og stod og ventede, mistede jeg balancen og væltede til den side, hvor skoen ikke var klikket ud. En elementær begynder fejl. Jeg slog hoften og knæet, men udover en hudafskrabning skete der ikke noget.
Regnen kom som forudset. Først ganske let, senere mere og mere. Det helt store skybrud undgik vi faktisk, men der hvor vi kom frem havde det regnet så meget, at der stadig løb floder ned over vejen. Og sprøjtet bliver man også våd af. Ved den første passage af en dybere vandpyt med god fart er skoene så våde, at vandet skvulper frem og tilbage i dem.
Til allersidst holdt regnen dog op, men det var en gruppe temmelig våde ryttere, der omsider nåede Liège's lufthavn, hvor hotellet ligger. Vi blev modtaget af service teamet med varm suppe!
Efter at have været over cyklen med en klud og fået den opstaldet, var et varmt bad saliggørende.
Tøjet er skyllet op med Rodalon. Nu mangler jeg bare at komme ned og få centrifugeret og tørret det. Vi har selv maskiner med til det i lastbilen.
Udover en øm hofte og min hudafskrabning er der ikke noget i vejen. Benene fungerer bedre og bedre for hver dag. Men jeg er jo også vant til at køre mig i form på mine lange ture.
187 km
Der kom også et Rynkeby hold fra Trekants området til hotellet i går. De inviterede til Beach Party. Thomas og jeg gik i seng, men der var nogle der blev hængende til ved et-tiden. Jeg tror kaptajnen var én af dem. Han virkede lidt groggy i morges. Da han ikke havde sagt noget om noget trækkerhold
i midten, tog vi selv initiativ til at fortsætte som i går.
Det var lidt køligt fra morgenstunden. Jeg havde været forudseende at tage ærmer på, men jeg godt have tænkt mig også at have vindvesten på. Det kunne jeg heldigvis komme til ved første tissepause efter 25 km. I øvrigt tisser jeg altid først efter 50, hvor der også er depot.
Jeg er ikke så sulten mere. De første dage kastede jeg mad, slik og juice i mig, hver gang der var mulighed for det, nu bliver det ikke til så meget.
Der var mindre vind end i går, så alting gik problemfrit. Landskabet kom hurtigt til at virke hollandsk. Fladt med masser af grøntsags marker og drivhuse. Også husene begyndte at få et anderledes præg. Endelig kom skiltet og vi VAR i Holland - indtil videre. Alle vinduerne med de nysselige gardiner fandtes stadig i vid udstrækning, som jeg husker dem fra for næsten 50 år siden. Vi kørte gennem by efter by og kom igen ind i Tyskland for en stund, kun for igen at krydse grænsen til Holland. Jeg havde taget regnjakken på ved middags depotet, da himlen så ubehagelig mørk ud længere fremme. Det var også forventet, at der skulle komme regn.
Det var Thomas, der havde aben i dag. Med det mener jeg Rynkeby's maskot en orangutan i en stor dukkestørrelse.
Den skal "Dagens Rynke" køre med på cyklen den følgende dag. Hvem der skal være det, stemmes der om hver dag, når vi er kommet i mål. Thomas havde fået den for "at have hevet den frem ved frokosten og tisset næsten op ad cyklerne". Jeg er bange for, at jeg har gjort mig fortjent til den i morgen. Jeg præsterede dagens dummeste styrt. Bedst som vi havde måttet standse i en hollandsk by fordi vejen var spærret, og jeg havde klikket ud med den ene fod og stod og ventede, mistede jeg balancen og væltede til den side, hvor skoen ikke var klikket ud. En elementær begynder fejl. Jeg slog hoften og knæet, men udover en hudafskrabning skete der ikke noget.
Regnen kom som forudset. Først ganske let, senere mere og mere. Det helt store skybrud undgik vi faktisk, men der hvor vi kom frem havde det regnet så meget, at der stadig løb floder ned over vejen. Og sprøjtet bliver man også våd af. Ved den første passage af en dybere vandpyt med god fart er skoene så våde, at vandet skvulper frem og tilbage i dem.
Til allersidst holdt regnen dog op, men det var en gruppe temmelig våde ryttere, der omsider nåede Liège's lufthavn, hvor hotellet ligger. Vi blev modtaget af service teamet med varm suppe!
Efter at have været over cyklen med en klud og fået den opstaldet, var et varmt bad saliggørende.
Tøjet er skyllet op med Rodalon. Nu mangler jeg bare at komme ned og få centrifugeret og tørret det. Vi har selv maskiner med til det i lastbilen.
Udover en øm hofte og min hudafskrabning er der ikke noget i vejen. Benene fungerer bedre og bedre for hver dag. Men jeg er jo også vant til at køre mig i form på mine lange ture.
187 km
tirsdag den 12. juli 2016
Dag 4 Fra Hotel Seeblick til Haus Duden nær Wesel
Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på
én gang. Den storetaske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat min store taske, så rulles bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.
Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.
Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Tecklenburg, hvor vejen gennem en slugt snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene på, hen over motorveje, som man spekulerer på, hvor fører hen? Og over kanaler og floder. Floderne er der dog normalt navn på. Mittellandkanal har vi også
hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?
For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.
182 km.
Der er en noget mat og afdæmpet stemning ved morgenbordet. Som iøvrigt ikke var klar til tiden. Vi
spiser jo klokken 6.00 om jeg må be'?
Det ser ud til sol! Men flagene står ret ud nede ved Dümmer See, som Hotellet ligger ved. En lidt
kortere dag end de forrige, står foran os rent km-mæssigt.
Alle bevæger sig målrettet rundt, da jeg kommer ned. I dag er det lykkedes mig at have det hele på
én gang. Den storetaske har skulderremme, så den er på ryggen, cykelhjælmen på hovedet, handsker og briller i baglommerne og i hænderne en beautybox og to fyldte vandflasker. Ikke så snart har jeg sat min store taske, så rulles bagagevognen og en makker af sted mod lastbilen. Der hentes cykler og
pumpes til den store guldmedalje. Desværre er den ene pumpe gået i stykker så vi får lige en kollektiv
skideballe for at ikke at have pumpet og være klar til tiden.
Jeg bliver bedt om at i en lille gruppe på 4 ryttere, der skal ligge godt midt i feltet og modvirke
at elastikkerne udvikler sig. Det er naturligvis ikke gummibånd jeg taler om. Men det er det samme
fænomen som vi kender fra bilerne på motorvejen. Ved store ophobninger af biler går trafikken totalt
i stå. Efter nogen tid kommer den i gang igen, men hvis alle bare tonser derudaf, går den et øjeblik
efter i stå igen.
Sådan er det også i vores cykelfelt. Når der opstår et hul i feltet vil de bagved liggende ryttere
skynde sig at indhente det tabte. De kører frem og ender med at bremse op. Og ligeså med de bagved
liggende. Så skal klumpen der dannes i gang igen og så kan der opstå nye huller. Og så fremdeles. Det er særlig ved høj fart, op ad bakke eller i modvind det forekommer.
Vores opgave er så at ligge midt i feltet og holde lidt afstand til de foran kørende, sådan at hvis farten går ned, kan vi nå at regulere farten for resten af feltet. En stødpude kunne man kalde det.
Vi 4 ligger så og ruller med mellemrum, så vi skiftes til at være de to forreste, der jo får lidt
ekstra arbejde i modvinden eftersom vi ikke ligger på hjul af nogen. Sætter de farten op foran, skal
vi sørge for ganske langsomt at trække resten af feltet med op.
Så sætter vi ellers i gang gennem tyske landskaber, der vel for det meste ligner noget, vi har set før.
Der kommer dog en højderyg efter godt 60 km, det er en dejlig variation for sådan én som mig, der godt kan lide bakker (for ikke at tale om bjerge). Øverst kommer byen Tecklenburg, hvor vejen gennem en slugt snor sig ned gennem skarpe sving på den anden side. Vi når lige at få et spektakulært view af byen på vej ned. Men ellers er det en lidt underlig fornemmelse at passere gennem byer, man ikke kender navnene på, hen over motorveje, som man spekulerer på, hvor fører hen? Og over kanaler og floder. Floderne er der dog normalt navn på. Mittellandkanal har vi også
hørt om i går aftes. For mig er det totalt uvant ikke at vide, hvor jeg er. Ja, i Tyskland forstås -
men HVOR i Tyskland?
For mig går dagen rigtig godt. Jeg bliver udfordret ind i mellem, fx efter vi har sat i gang og den
bageste del af feltet skal køres frem til de forreste - og der er modvind. Når vi kommer op over de 30 km/t ender det med, at jeg ikke kan få vejret, så det gælder for mig om at få det gjort, inden jeg mister luften helt. Det synes jeg lykkes - men det holder hårdt.
Der er et par stykker, der kører på randen af krampe mod slutningen, men ved en heroisk indsats lykkes det dem at nå med frem til hotellet. Tempoet har nu været lidt lavere end de foregående dage.
182 km.
Abonner på:
Opslag (Atom)